Sæsonen 2008

31. december 2008:

Sæsonen 2008 er godkendt, så vi kan godt tillade os at sende en ekstra raket mod himmelen i aften.

Nytåret er lige om hjørnet. På dueslaget er der sket en hel masse siden vi opdaterede vores side sidst. Vi må hellere lade være at love noget, eller ligge op til det helt store fremover, da det i perioder kan være svært at få tiden til at få skrevet. I stedet vil vi komme med et indlæg i ny og næ. Så kan det komme som en glædelig overraskelse 
Tak til mange andre brevduevenner i hele landet som er gode til at opdatere deres hjemmesider med spændende læsning – og til dem, som sender interessant læsning ind til Brevduen - det er godt at have god læsning på de mørke aftener.

Sæsonen 2008 var vi rent sportsligt såmænd godt tilfredse med. Vi fik 5 sektionsvindere, og især i starten fløj duerne fremragende. Læs mere under Resultater.
Sæsonens lærepenge ligger i, at vi efter den gode start fik et dyk, hvor resultaterne udeblev. Duerne så godt nok ud, men var bagefter på kapflyvninger. Vi finder aldrig ud af hvad det skyldes, men vi mener selv, at det skyldes for mange tricomonader hos duerne. Heldigvis kom vi stærkt igen, men dog var mulighederne for vundne mesterskaber forpasset. På de lange flyvninger gik det meget dårligt. De kom stabilt hjem, men for sent. Vi er sikre på, at fodringen ikke har været optimal til langflyvning.
Så i 2009 har vi fokus på at blive mere stabile med gode præstationer på langflyvninger. Hvad vi vil gøre af tiltag, vil vi beskrive senere.

Den ”sorte” Neumünster:
Som eksempel på ustabiliteten kan vi ikke lade være at fokusere på en særlig flyvning. Neumünster i uge 23 blev den mest mystiske flyvning længe – ja måske nogensinde. Vi fløj i den weekend en sektionsflyvning og 2 x Neumünster. Vejret var flot. Næsten ingen vind og nordøstlig vind og 25-28 grader. Sådan et vejr kan godt give mærkelige flyvninger, men på sektionsflyvningen kom duerne flot. Vi fik 4 duer på samme tid 1269 mpm, og blev nr. 1 i klubben af 168 duer. I sektionen af 1173 duer blev vi 11, 13, 13, 15 osv. Duerne kom godt og tæt! På den første Neumünster havde vi 10 duer med, og blev vi nr. 16, 21, 28, 30 af 503 duer. Udmærket resultat med flere duer i den rigtige ende af resultatlisten og 5 af 10 mellem de 20 %. Sektionsvinderen lå på 1160 mpm, så det var en forholdsvis langsom flyvning. Så kommer den mærkelige flyvning: Vi havde 8 duer med. Af 493 duer blev vi nr. 172, 205, 211, 217. Den første 140 mpm efter sektionsvinderen. Som I kan se kom duerne faktisk ret tæt, men langt, langt efter. Det skal nævnes af flere af vore gode duer var med på denne flyvning, og de fejlede absolut intet, da de kom hjem. Ja, det kunne være sjovt at vide hvad de har brugt tiden på, men man kan kun gætte. Ugerne efter fløj de samme duer i top. Denne ”sorte” Neumünster er et bevis på, at der er meget, som vi ikke selv er herre over på flyvningerne, og det er netop det der gør kapflyvninger så fascinerende!

Davidoff og Scratch lægger an til landing fra Haderslev 24/5 kl. 9.56 som vores 8. og 9. due. De blev 99. og 100. i sektionen, men Scratch skulle senere vise sig at blive årets stjerne.

Sortering:
Efter sæsonen var forbi, var det tid til at gøre bestanden op. Hvem havde indfriet forventningerne, og hvilke duer kunne vi bruge fremover? Vi har i år virkelig sorteret duerne hårdt. Vi er så heldige at have opfyldt en af vore målsætninger i 2008 nemlig at kapflyve vore unger meget. Det er gået ret godt, så efter sæsonen havde vi en flok gennemfløjet unger, som helst skulle have en plads på kapflyverslaget. Vi har plads til 28 enkemænd, 12 enkehunner, og 8 par langflyvere. På enkeslaget er der 11 gamle tilbage, og dermed sat 17 årgang 2008 ind. Hos enkehunnerne er alle fjernet. Der er flyttet en hun ind fra langflyverslaget, som på det naturlige system blev sektionsvinder. Resten er helt nye gennemfløjne hununger. På langflyverslaget er der 4 gamle hanner. Vi har flyttet 2 af de bedste enkehanner ind til langflyvning i 2009. Resten bliver etårs.

De restende enkehanner har præsteret godt undtaget en senunge fra 2007. Han har kun fløjet 3-4 kapflyvninger i 2008, men er efter det nye Casaertblod, som vi gerne vil have prøvet af. Så han er faktisk på niveau med de etårs i 2009. De resterende er:
- 023-07-0634 "Bullet" (søn ”Pantani x ”Streepje”). En fin blå han, som startede virkelig dårligt og fløj forkert. En gang blev han fremlyst fra Dronninglund. Herefter blev han bare bedre og bedre med bedste resultat som nr. 6 i sektionen fra Åbenrå af 738 duer.
- 023-06-1167 "Scratch" (søn "1700" x "430"). Vores absolut bedste han i 2008. Ganske enkelt fremragende med 12 placeringer på 14 flyvninger. 1/540 Itzehoe, 2/693 Flensburg, 2/466 Altona, 4/375 Soltau - 2. Esdue A DDB Sektion 54 - 13. Esdue A DDB Nationalt. Han manglede desværre endnu et topresultatet for at få en super koefficient. Hans 5. placering på DDB var som nr. 28.
- 023-06-1135 "Adonis" (søn "Superkweker" x "Tutte): 1/2018 Haderslev, 3/466 Altona, 5/1901 Vejle - 11. Esdue A DDB Sektion 54. Har tidligere fløjet helt i top og har nu mange placeringer i Top 10.
- 023-06-0740 "Buster" (søn "Goliath" x "146"): 1/1901 Vejle, 4/2018 Haderslev. Var sidste år også nr. 2 i sektionen. Gik lidt ned midt i sæsonen, men ham tror vi på i 2009.
- 023-07-0016 "Ermand" (søn "1700" x "Schone Blauwe"): 1/1901 Vejle, 2/2018 Haderslev, 6/683 Åbenrå 18/805 Åbenrå. Fløj virkelig godt, og var også placeret på mellemdistancen som 28/709. Virkelig et stort talent som vi glæder os til at flyve med i 2009.
- 023-06-1149 "Striker" (søn "Jos" x "Streepje"): 3/1901 Vejle. Han var vores allerbedste i 2007, så vi er nok lidt skuffet over ham, men vi tror på at han kommer tilbage i 2009.
- 023-07-0040 "Tarok" (søn "Spojs" x "Angel"): 4/1901 Vejle, 4/512 Altona. Meget tilfredsstillende for en etårs.
- 023-06-1133 "Kleine Jos" (søn "Jos" x "Streepje"): 1/693 Flensburg, 5/2018 Haderslev. Har fløjet super godt. Han gik lidt død i den sidste halvdel af sæsonen, men en god sæson.
- 023-07-0032 (søn "Jonge Schalie" x "Lavigne"): 3/709 Flensburg.
- 023-07-0041 (søn ”Wilson” x ”Kleine Kras”) 13/709 Flensburg.

Til 2009 har vi altså 10 enkehanner fra 2006 og 2007, som har bevist at de kan flyve helt i top. 5 af dem har været sektionsvinder og resten har været tæt på. Det har taget 3 år på den nye adresse at finde en håndfuld gode og en håndfuld talenter, så vi glæder os til 2009, hvor holdet helst skulle blive lidt mere stabilt. Dertil kommer senungen fra 2007 og de 17 nye fra 2008. Det bliver spændende. Enkehannerne skal primært flyve på mellemdistancen og de kortere langflyvninger.

Bedste duers placeringer så vidt i deres karriere:
023-06-1167 ”Scratch” – 1/540, 2/693, 2/466, 2/398, 4/375, 12/1039, 21/1144, 28/489 m.m. I alt 13 placeringer på 2 år.
023-06-1135 ”Adonis” – 1/2018, 3/466, 4/626, 5/1901, 7/890, 7/424, 19/709, 33/489, 36/512 m.m. I alt 18 placeringer på 2 år.
023-06-1149 ”Striker” – 2/411, 3/1901, 4/522, 15/485, 27/378, 30/489, 47/617, 80/452 m.m. i alt 15 placeringer på 2 år.

Et byggeri på hobbyplan tager lang tid - og vi er måske oven i købet ikke de hurtigste på den front. Planlægningen startede i marts 2008 og her 7. juli hjælper svigerfar Martin med at lave huller til sokkelsten. Men vi har fået stor hjælp fra gode venner, så vi blev færdig til denne juls avlssæson. De første duer kom ind på slaget 12. november.

Nyt avlsslag:
Det helt store henover efteråret har været opførslen af nyt avlsslag på Martins adresse. Vi har valgt at opføre et splinternyt slag, for således at kunne designe det hele selv. Slaget er bygget af to kammerater fra foreningen, og flere fra foreningen har hjulpet til, hvilket vi er meget taknemmelige for. Uden den hjælp var vi nok ikke kommet så langt!
Slaget begynder at tage form, og det er rigtig godt ud! Hannerne er flyttet ind, så det er spændende. Mere om slaget når det er færdigt!

Avl:
Avlsduerne er nu sat sammen den 27/12. Indtil videre er det forløbet efter planen, men det kommer til at tage meget tid at holde øje med hannerne, for de har ikke været på slaget så længe og nogle af dem er ikke helt redefaste. Men vi lukker dem ud alene med deres mage, så de kan flyve op og ned. Det giver selvtillid og sikkerhed. Vi er indstillet på, at der kan komme problemer med hanner, der flyver forkert, men vi tager det, som det kommer. Vi tror dog på succes, for rederne er store og rummelige. De er farvet i forskellige farver som på flyveslaget, og det har vist sig at forårsage, at hannerne faktisk aldrig flyver forkert, medmindre de gør det med vilje. Så må vi have fat i nakken af dem.

Godt Nytår!
 

26. juli 2008:

"Mahalia" - mor til "Halie"

"Streepje" - mor til "Bullet"

Mange så nok frem mod weekenden med gru, da prognosen sagde østlig vind og op mod 30 grader, men vi var nok lidt mere positive. Vi havde i hvert fald haft gode resultater i østlig vind og normalt var vores duefamilier gode i varmt vejr. Vi havde store forventninger, men kunne jo kun sende duerne - de måtte klare resten. Dog var de sendt i rigtig fin form.

Åbenrå - Løsladt i nordøstlig vind 4 ms:

Resultat i klubben af 104 duer: 1, 4, 19, 21 m.m.
Resultat i sektionen af 738 duer: 1, 6, 98, 100 m.m.

Vores øjne var rettet mod sydvest, hvor vi skulle have duerne, hvis de skulle være helt i top - og pludseligt kom en svæveflyver til syne. Pænt og nydeligt manøvrerede duen i et par runder ned på sputnikken og fór ind - det var immervæk en af de naturlige hunner!! De 3 hunner havde fået 4-5 indlandsflyvninger, som en form for forberedelse inden et par længere flyvninger, men denne hun havde haft en uheldig start på sæsonen, så hun var trænet roligt op med ungerne og kom nu hjem fra sin 2. indlandsflyvning. Og sikke da en præstation - først i sektionen ;-)
30 sekunder senere kom en enkehan, som også var ved at nå toppen. Han havde først på sæsonen haft svært ved at finde sig til rette i "hakkeordenen" og var blevet kastet "rundt i manegen", men efter en weekend hjemme havde han fået sin selvtillid tilbage - og kom som et projektil - kanon entré.

1. "Halie" 023-07-0076 - datter af "Jet" x "Mahalia" - Janssen x Van Loon igen succes hos os.
2. "Bullet" 023-07-0634 - søn af "Pantani" x "Streepje"

Åbenrå Unger - Løsladt i nordøstlig vind 4 ms:

Resultat i klubben af 194 duer: 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 11, 12, 13, 14, 15, 16, 17, 19, 20 m.m.
Resultat i sektionen af 1011 duer: 3, 4, 6, 7, 8, 9, 10, 13, 14, 22, 23, 24, 43, 48, 49, 51, 99, 143 m.m.

Wauw - der kom 9 unger på én gang - og de gik flot ind. Et par minutter senere kom flere, så alt i alt en meget fin ungeflyvning for os. Vi havde også satset og sendt hele holdet. Det var vigtigt for os at få alle unger med, så de kunne være optimalt forberedt til næste år. Vi havde lært så meget af forsæsonen, hvor vores etårs uden kapflyvninger i bagagen var for ringe. Det kunne næsten gå hen og blive overskriften for vores sæson, så vi var ikke interesseret i at gøre samme dumhed i år.

Itzehoe - Løsladt i østlig vind 3 ms:

Resultat i klubben af 103 duer: 1, 8, 16, 19, 21 m.m.
Resultat i sektionen af 540 duer: 1, 39, 78, 89, 103 m.m.

Endelig skulle det lykkes for "Scratch" at blive sektionsvinder! En fantastisk han, som vi havde håbet kunne krone en god sæson med en førsteplads - og så kom han godt på denne flyvning. Det var perfekt. Efter ham kom "Adonis", som også har haft en meget flot sæson - de 2 var også 1 og 2 på vores slag sidste uge. Der var godt nok ved at være varmt - og duerne var også meget tørstige, da de kom hjem.

1. "Scratch" 023-06-1167 - søn af "1700" x "430"
2. "Adonis" 023-06-1135 - søn af "Superkweker" x "Tutte"
3. 023-07-0041 - søn af "Wilson" x "Kleine Kras" - var ved at være på dupperne.

Dresden - Løsladt i sydøstlilg vind 2 ms:

Resultat i klubben af 25 duer: 7 m.m.
Resultat i sektionen af 202 duer: 60 m.m.

Ja, ja, det var ikke specielt bedre end sidste uge, men vi arbejdede og snakkede meget om, hvor vores problem på de lange var. Men vi havde da ikke fundet den rette løsning endnu.
Dog blev det en hård flyvning - der var meget varmt - så det var en hård tur for duerne. Vores første due var "Fatter".

19. juli 2008:

"430" - mor til "Scratch" - og "Tutte" nedenfor

"Tutte" - mor til "Adonis"

Nå, så kom den første aflysning i vores sektion - vores sektionsflyvninger med både gamle og unger blev kørt hjem igen. Ja, en noget flad fornemmelse, når man nogle steder fik fornuftige flyvninger, men det var så nem at være bagklog. Vejret var ikke det bedste den lørdag.

Til gengæld kunne vi så glæde os over at vi fik alle 3 DDB-flyvninger ud om søndagen.

Altona - Løsladt i vestlig vind 5 ms:

Resultat i klubben af 84 duer: 1, 2, 4, 14, 22 m.m.
Resultat i sektionen af 466 duer: 2, 3, 27, 71, 102 m.m.

Ud af ingenting var der pludseligt 2 hanner i luften - de kom tilsyneladende ind fra vest - og det var 2 gamle kendinge - "Scratch" og "Adonis". Vanen tro skulle de lige tage en æresrunde for prins Knud, så der gik lidt inden de blev registreret i klokken - normalt er det jo ikke noget problem på en mellemdistance, men denne gang skulle det blive lidt træls. Vi blev nemlig slået med 9 cm af sektionsvinderen svarende til ca. 1 sekund - så det var træls ;-)
Men duerne kom flot på denne flyvning til trods for 3 døgn i kurven, så vi var meget tilfredse.

1. "Scratch" 023-06-1167 - søn af "1700" x "430"
2. "Adonis" 023-06-1135 - søn af "Superkweker" x "Tutte"
3. 023-06-1175 - søn af "Jonge Schallie" x "Groenoger"
4. "Tarok" 023-07-0040 - søn af "Spojs" x "Angel"

Gøttingen - Løsladt i sydlig vind 3 ms:

Resultat i klubben af 30 duer: 3, 6, 10 m.m.
Resultat i sektionen af 211 duer: 45 m.m.

1. 023-07-0003 - søn af "Brive Bruder" x "Pari" - igen gode takter trods alt fra en af de unge langflyvere.

Vi havde en lidt todelt følelse efter Gøttingen. På den ene side var vi stolte af duerne - de 5 duer kom tæt - på den anden side var vi skuffede over igen at være bagud på langdistancen.
Havde vi virkeligt et eller andet i duerne som viste sit sande ansigt jo længere duerne kom ud? En uge tidligere havde vi givet en kur mod trichomonader, så den kunne selvfølgelig også tage lidt af energien fra duerne? Vi måtte vente til næste uge....

Freiburg:

Mmmmmh.....

12. juli 2008:

Vi havde våget os længere ud på linen mht vores unger og havde valgt at sende 48 selvom vejrudsigten ikke var den bedste. Men vi ville meget gerne have ungerne i gang - og et var sikkert - alle unger skulle igennem "møllen" så de kunne være klar til næste sæson med gode erfaringer i bagagen.

Vejle Unger - Løsladt i sydvestlig vind 3 ms:

Resultat i klubben af 152 duer: 2, 16, 18, 24, 25 m.m.
Resultat i sektionen af 827 duer: 9, 154, 162 m.m.

Vi må indrømme at vi sad med morgenmaden i munden, da de første unger kom. Desværre var der kommet forkerte oplysninger om løsladelsestidspunktet ud, så det gik galt hos flere medlemmer.
Men ungerne kom flot over hele dagen, så vi var meget tilfredse.

Åbenrå - Løsladt i sydvestlig vind 5 ms:

Resultat i klubben af 117 duer: 7, 8, 9, 13, 16, 20 m.m.
Resultat i sektionen af 805 duer: 18, 21, 22, 38, 46, 73 m.m.

Det var skønt igen at se "Ermand" fremme i feltet - han havde haft en mindre formnedgang - men syntes nu at være klar igen. Han kom sammen med "Kleine Jos" og "David" - og kort efter kom en af de "nye" naturlige hunner, som vi havde startet lidt sent på sæsonen. Det var ikke et større hold, men kun 3 naturlige hunner fra langflyverslaget, som vi lige ville blive lidt kloge på.

1. "Ermand" 023-07-0016 - søn af "1700" x "Schone Blauwe"
2. "Kleine Jos" 023-06-1133 - søn af "Jos" x "Streepje"
3. "David" 023-05-1030 - søn af "Jonge Goliath" x "Jackie"
4. 023-06-1170 - datter af "Wilco" x "Kleine Streepje"

Soltau - Løsladt i sydlig vind 5 ms:

Resultat i klubben af 57 duer: 1, 5, 11 m.m.
Resultat i sektionen af 375 duer: 4, 40, 66 m.m.

Igen "Scratch" - han var altså god i år - med fremme hver gang i denne sæson. Det eneste minus var, hvis man skulle være kritisk, at han havde så stort overskud hver gang, at han lige tog en æresrunde og dermed spildte dyrebare sekunder - denne uge 30 sekunder, som heldigvis ikke kunne ændre noget på resultatet.
Efter ham kom "Falkman" og en af enkehunnerne.

1. "Scratch" 023-06-1167 - søn af "1700" x "430"
2. "Falkman" 023-07-0010 - søn af "Genius" x "146"
3. 023-07-0086 - datter af "Jos" x "Bleekoger Duivin"

Osnabrück - Løsladt i sydlig vind 4 ms:

Resultat i klubben af 31 duer: 6 m.m.
Resultat i sektionen af 202 duer: 39 m.m.

Tilsyneladende var det ikke vores sæson på de lange i år. Vi syntes at duerne var klare - virkede oven på - men de var altid lige det sjove bagud. Når duerne kom var det med stort iver og uden at virke synderligt mærket af turen. Det samme skete i denne weekend - "Fatter" kom flot, men var bagefter de bedste. Vi måtte tilbage til tegnebrættet....
 

5. juli 2008:

"Jonge Crazy"

"Emma"

"Billy Ray"

Vejle Unger - Løsladt i nordvestlig vind 4 ms:

Resultat i klubben af 189 duer: 11, 41, 43, 44, 53 m.m.
Resultat i sektionen af 1195 duer: 87, 339, 345, 346 m.m.

Ja, det var altid mærkeligt at starte med unger i Støvring (nok også andre steder) - den første flyvning var altid speciel - og denne blev ikke mindre mærkelig. Hastigheden var langsom - lige omkring 1000 mpm for de første i sektionen - og det var svært for os at få ungerne direkte ind - flere måtte en tur for langt for så at komme tilbage igen.
Men det var en hård flyvning set i bakspejlet - og mange mangler mange unger :(
Vi fik selv 18 af 24 hjem.

Åbenrå - Løsladt i nordvestlig vind 4 ms:

Resultat i klubben af 144 duer: 1, 8, 14, 19, 28 m.m.
Resultat i sektionen af 1039 duer: 12, 29, 44, 64, 174 m.m.

Det skulle blive årets første flyvning med samslip med sektion 53 - ikke just vores livret - men det gik alligevel ok. "Scratch" kom flot - han har virkelig været godt med i år - og de næste kom pænt derefter.

1. "Scratch" 023-06-1167 - søn af "1700" x "430" - 2/693, 12/1039, 21/1144, 28/489, 41/1864 m.m.
2. "Jonge Crazy" 023-05-1011 - søn af "Crazy" x "Tutte"
3. "Buster" 023-06-0740 - søn af "Goliath" x "146"

Lüneburg - Løsladt i vestlig vind 3 ms:

Resultat i klubben af 65 duer: 4, 6, 13, 16, 22, 28, 30 m.m.
Resultat i sektionen af 452 duer: 20, 48, 70, 80 m.m.

Nu var varmen begyndt at komme - ja også vandet - flere steder i Jylland dukkede byger op - masser af spændinger som tilsyneladende (og bogstaveligt) kom ud af det blå. Det blev også en mærkelig flyvning hos os - de første duer havde ikke vist noget hele sæsonen, men kom med røde snuder som de første.

1. "Billy Ray" 023-05-1014 - søn af "Goede Jaarling" x "De 10"
2. 023-06-1175 - søn af "Jonge Schallie" x "Groenoger"
3. 023-07-0088 - søn af "Othello" x "Kooplady"

Antwerpen - Løsladt i østlig vind 4 ms:

Resultat i klubben af 42 duer: 4, 8, 14, 24 m.m.
Resultat i sektionen af 260 duer: 27, 45 m.m.

Shit mand, vejret i Midtjylland var da helt vildt - og dette måtte blive en mærkelig flyvning, hvis duerne ikke var kommet forbi de ekstreme forhold dernede....

1. "Emma" 023-06-1130 - datter af "Goede Louis" x "Prinses" - har ladet vente på sig ;-)
2. 023-07-0003 - søn af "Brive Bruder" x "Pari" - en ung han, der nu er klar til de helt lange næste år.

Hvorfor skulle de mystiske vejrfænomener altid lige melde sig om lørdagen?
Prøv lige at se dette galleri - vildt område for Antwerpenduerne at passere.....vi må håbe at forholdene bliver mere moderate næste weekend ;-)

28. juni 2008:

"Spojs" - far til "Tarok"

"1700" - far til "Scratch"

Vejret havde ikke lovet for godt hele ugen - allerede torsdag var der flere medlemmer i vores forening, der var forberedte på at flyvningerne ville blive udsat til søndag - og desværre skete det også. Det var altid spændende at se, hvad der skete med duerne, når de skulle sidde en ekstra dag i kurven på løsladelsesstedet. Ud over det skulle det også blive spændende om vi overhovedet kunne få vores duer til at gå fra i rette tid - god tid - i denne sydvestlige vind - ikke just ønskevinden for os ;-)

Altona I - Løsladt i sydlig vind 2 ms:

Resultat i klubben af 84 duer: 2, 5, 9, 16, 20 m.m.
Resultat i sektionen af 512 duer: 4, 21, 36, 93, 99 m.m.

Vi havde været ved at regne på det, så det var skønt at se "Tarok" komme godt - tilsyneladende kan han godt li' en god solid vind fra vest for han har klaret sig overraskende godt under de forhold.
Desværre kom nogle af de næste duer hjem med en noget ligegyldig motivation - det var ligesom at de havde mistet fokus i kurven.

1. "Tarok" 023-07-0040 - søn af "Spojs" x "Angel"
2. 023-07-0019 - datter af "Dikke Kras" x "Kleine Streepje" - igen godt med fremme
3. "Adonis" 023-06-1135 - søn af "Superkweker" x "Tutte"

Altona II - Løsladt i sydlig vind 3 ms:

Resultat i klubben af 77 duer: 10, 12, 20, 28, 34 m.m.
Resultat i sektionen af 509 duer: 52, 68, 113 m.m.

Huha, det var ikke godt - vi regnede på tingene - og var klar over at vi var bagud da første due kom fra nord - det var skidt. Og her kom duerne på samme måde hjem uden den store motivation - der var sågar en han, der fløj rundt og rundt i mere end 5 minutter!!?! Godt at han ikke var den første ;-)

1. "Scratch" 023-06-1167 - søn af "1700" x "430" - virkelig stabil i år.
2. "Falkman" 023-07-0010 - søn af "Genius" x "146"
3. 023-06-1158 - søn af "Spojs" x "Lichte"

Det var et ret tilfredsstillende weekend efter den første flyvning, men det var selvfølgelig ikke godt at se duerne komme fra nord på den anden. Dog blev vi enige om, at det nok i første omgang skyldtes at duerne havde fået et ekstra døgn i kurven.

21. juni 2008:

"Striker"

"Jonge Crazy"

"David"

"Screwdriver" - far til "Skruemaskinen"

Uh ha, det skulle virkeligt blive spændende at se, om vores teorier holdt stik. Oven på 2 uger med skuffende resultater til trods for svære flyvninger, havde vi søgt efter grundene til denne nedtur. Vi var blevet enige om, at duerne måske var for lette - vores resultater på de korteste afstande var de bedste - og i takt med at duerne kom længere ud, forsvandt vi ud af resultatlisterne - så derfor havde vi skruet op for "kalorierne". Det var denne her berømte fingerspitzgefühl som vi nok havde glemt ovenpå sæsonens gode start - og vi blev enige om, at det måske var noget af det allersværeste i sporten - det at læse duens form og behov.

Vores forventninger var dog ikke tårnhøje - til trods for løsladerens melding om "nærmest vindstille" på løsladelsespladsen var det langt fra det indtryk vi fik, da vi stod og skulede mod syd. Det blæste godt fra vest - ja med vindstød af kulingstyrke - og flere gange i løbet af formiddagen kom der duer fladt hen over markerne og lige forbi vores slag - flere store flokke - altså duer fra vores nabo sektion 63, som vi normalt aldrig ser. Man kunne se at duerne havde retning mod vest med vinden godt ind i siden - slap de kraften i vingetaget, drev de med vinden - der skulle arbejdes hele tiden for at holde den lige linie hjem, og det var tydeligt at vinden havde indflydelse på duerne.

Åbenrå - Løsladt i vestlig vind 3 ms (?):

Resultat i klubben af 166 duer: 2, 25, 51 m.m.
Resultat i sektionen af 1132 duer: 19, 167 m.m.

Lige kl. 10 kom en due fra sydøst godt i læ af læbælterne - det var godt kæmpet. Det var "Kleine Jos" en søn af "Jos" x "Streepje" som havde vist sig fremme et par gange bl.a. som sektionsvinder fra Flensburg. Vi fik også et par stykker mere lidt efter, men de fleste kom som forventet tilbage fra nordøst.

1. "Kleine Jos" 023-06-1133 - søn af "Jos" x "Streepje"
2. 023-07-0012 - en datter af "Superkweker" x "Aretha" - skønt at damerne begynder at komme pænt.

Altona - Løsladt i sydvestlig vind 3 ms:

Resultat i klubben af 84 duer: 1, 2, 3, 10, 23 m.m.
Resultat i sektionen af 489 duer: 28, 30, 33, 62 m.m.

Vi fik 3 på én gang - 2 kom direkte fra syd og en tredje mere fra sydøst. 3 stk. 2 års som har overbevist os om at de kan være med. Det var skønt at se 3 på én gang oven på de sidste 2 ugers kamp for at finde en årsag til dårligere resultater.

1. "Scratch" 023-06-1167 - søn af "1700" x "430"
2. "Striker" 023-06-1149 - søn af "Jos" x "Streepje" - hidtil har brormand "Kleine Jos" vist sig som bedst i år, men sidste år var "Striker" rigtig god, så vi håber....
3. "Adonis" 023-06-1135 - søn af "Superkweker" x "Tutte"
4. 023-07-0019 - datter af "Dikke Kras" x "Kleine Streepje" - igen en enkehun - fint, fint.

Münster - Løsladt i sydvestlig vind 4 ms:

Resultat i klubben af 43 duer: 3, 4, 6, 7, 15 m.m.
Resultat i sektionen af 280 duer: 26, 27, 39, 46, m.m.

1. 023-05-1055 - søn af "Crazy" x "Tutte"
2. "Fatter" 023-06-1145 - søn af "Wilco" x "Kleine Streepje"
3. "Jonge Crazy" 023-05-1011 - også søn af "Crazy" x "Tutte"
4. "David" 023-05-1030 - søn af "Jonge Goliath" x "Jackie"

Det var dejligt at se - duerne kom tæt på en langflyvning - men vi var stadig lidt bagefter - måske kunne der justeres mere??

Karlsruhe - Løsladt i vestlig vind 5 ms:

Resultat i klubben af 8 duer :): 4, 6....
Resultat i sektionen af 36 duer: 9, 13...

Det var godt nok spændende at deltage på landsflyvning. Vi havde i nogle år holdt os væk, da vi ikke selv syntes at vi havde det fornødne hold til disse helt lange flyvninger.
Men i år havde vi 3 duer på banen - og det skulle prøves. Og lørdag eftermiddag kunne vi byde den første due velkommen på slaget - og dagen efter endnu en - så vi var godt tilfreds.
Flyvningen var en svær en af slagsen - i hvert fald i Nordjylland, men også andre steder i DK....

1. "Skruemaskinen" 023-06-1165 - søn af "Screwdriver" x "Theelen Duivin" - søn af vores skruetrækker, som havde givet os så mange gode oplevelser på de lange.
2. 023-05-1012 - søn af "Donkere Schouwman" x "Kras Reserve" - en ren De Klak som klarede 900 km i flot stil.

14. juni 2008:

"Crazy" - far til både "Jonge Crazy" og 1055

"Tutte" - mor til både "Jonge Crazy" og 1055

"Spojs" - far til en ret lovende etårs "Tarok"

Vores tanker var stadig på "den sorte Neumünster" som afsluttede sidste uge. Hvad var det lige, der gik galt? Hvor mistede vi overblikket?
Vi valgte dog efter de sidste diskussioner at se på dagens flyvning - og satsede på at vi havde været uheldige.

Åbenrå - Løsladt i sydvestlig vind 4 ms:

Resultat i klubben af 185 duer: 7, 7, 10, 17, 36, 51 m.m.
Resultat i sektionen af 1144 duer: 21, 21, 30, 42, 135, 195 m.m.

Duerne kom fint ind fra sydøst - retningen havde vi regnet ud ;-) - og vi fik 4 på en gang - et par minutter bagefter 2 mere.

1. "Jonge Crazy" 023-05-1011 - søn af "Crazy" x "Tutte" - havde vist stor form hele ugen, så han var ventet.
1. "Scratch" 023-06-1167 - søn af "1700" x "430" - havde været godt med et par uger, så han var sådan set også ventet.
3. 023-07-0032 - søn af "Jonge Schallie" x "Lavigne"
4. "Adonis" 023-06-1135 - søn af "Superkweker" x "Tutte"

Bremen - Løsladt i sydvestlig vind 4 ms:

Resultat i klubben af 57 duer: 6, 12, 16, 18 m.m.
Resultat i sektionen af 363 duer: 25, 75 m.m.

Det var begyndt at blæse op, da vi skulle kigge efter duerne fra Bremen - nu skulle det blive spændende om de ville komme godt.
Jaeh, joeh, der kom en raket sydøst fra - helt som den skulle - det var "Tarok" - en ret lovende etårs efter "Spojs", men der gik desværre lidt tid før den næste kom. Og der var spredning på hos flere medlemmer i klubben. Vi havde også frygtet det, da hele Jylland var dækket af byger, så duerne kunne blive "fanget" bag nogle byger. Alle duer var også våde efter "besøg" i et par byger.

1. "Tarok" 023-07-0040 - søn af "Spojs" x "Angel"
2. 023-05-1055 - søn af "Crazy" x "Tutte"

Hannover - Løsladt i sydvestlig vind 4 ms:

Resultat i klubben af 35 duer: 4, 5, 14 m.m.
Resultat i sektionen af 291 duer....

Vi fik 2 duer ind ret syd fra - fuld drøn - de kom godt - men desværre viste det sig, at de var bagefter andre duer i sektionen - ja, vi var faktisk ikke særligt godt med :(
Men vi var ret sikre på at duerne gjorde hvad de kunne for at komme hjem - de skulle bare flyve lidt længere.

1. "David" - 023-05-1030 - vores stabile søn af "Jonge Goliath" x "Jackie"
2. "Fatter" - 023-06-1145 - ligeledes en stabil han af "Wilco" x "Kleine Streepje"

Mmmmh, endnu en weekend, som gav os mulighed for at tænke over, hvad der kunne gøres bedre - havde vi sovet i timen og ikke sørget for at duerne var fyldt ordentlig op?

7. juni 2008:

Fantastisk clematis, som vi fik i gave af vores gode ven Finn, da vi holdte Åbent Slag i 2005.

Klokken var kun 8 og solen ristede nærmest allerede skalpen på os - solen var varm og der var nærmest ingen vind. Det så ud som om vi befandt os lige midt i det vejromskift, som var blevet lovet. Det kunne godt gå hen og blive nogle specielle flyvninger, men vi troede på vores duer - de var sendt i rigtig god form.

Åbenrå - Løsladt i nordøstlig svag vind 3 ms:

Resultat i klubben af 168 duer: 1, 3, 3, 5, 17, 26, 30 m.m.
Resultat i sektionen af 1173 duer: 11, 13, 13, 15, 87, 151, 188 m.m.

Vi så en flok 2 km øst for os og var klar over, at det var nu at tingene skulle ske - ca. 30 sekunder senere kom 4 duer sammen ind fra sydøst:

1. "Fatter" 023-06-1145 - søn af "Wilco" x "Kleine Streepje" - en meget stabil han.
2. "Lady Bond" 023-07-0007 - datter af "Jos" x "Bleekoger Duivin" - enkehun som vi har store forventninger til.
2. "Tarok" 023-07-0040 - søn af "Spojs" x "Angel" - en ung han, der allerede nu har vist at han kan være med fremme.
4. "Billy Ray" 023-05-1014 - søn af "Goede Jaarling" x "De 10"

Neumünster I - Løsladt i nordøstlig vind 3 ms:

Resultat i klubben af 85 duer: 8, 10, 11, 12, 20 m.m.
Resultat i sektionen af 503 duer: 16, 21, 28, 30, 79 m.m.

Hold op vores halse var lange, da der endelig kom duer hjem. Vores beregninger var noget optimistiske i forhold til realiteterne, men de senere år har der været meget få mellemdistance flyvninger under 1200 mpm. De 2 første duer kom meget højt fra - de havde vel søgt kølige luftlag - og lidt senere kom 2 mere.

1. "Jonge Crazy" 023-05-1011 - søn af "Crazy" x "Tutte" - ham havde vi regnet med.
2. "Bosch" 023-06-1165 - søn af "Screwdriver" x "Theelen Duivin" - langflyver viste gode takter på lavere hastigheder.
3. 023-07-0030 - datter af "Kleine Belofte" x "Henny" - enkehun som flere gange har vist at hun kan være med.
4. 023-06-1118 - søn af "Brive Bruder" x "Dochter Super 72" - langflyver som også er ved at være klar til længere togter.

Neumünster II - Løsladt i nordøstlig vind 3 ms:

Puha - her gik der endnu længere tid med at få duer hjem - og det viste sig også at vi var håbløst bagud :(
Hvad der var gået galt, var ikke til at finde ud af - duerne, som var sendt, var i god form - de havde de tidligere uger vist at de kunne være med, men på denne flyvning gik det da helt galt.
Men det er jo stadig brevduer - og som De Klak ville have sagt: "Jo mere jeg beskæftiger mig med brevduer, jo mindre ved jeg om brevduer."
Op på hesten igen!

31. maj 2008:

"Jonge Schallie" - far til både 0032 og 1175

"Crazy" - far til "Jonge Crazy"

"Genius" - far til "Falkman"

Endnu en flot lørdag at vågne til - sol og blå himmel - dog en ret kraftig vind fra øst, men vi kunne "gemme" os lidt bag sputnikkerne, da vi begyndte at kigge mod syd.
Denne weekend var første weekend med DdB-flyvninger - og endda med pakning om torsdagen. Vi kunne høre rundt omkring, at man var ærgerlig over, at vi skulle starte med pakning om torsdag modsat sidste år, hvor de første weekender var med pakning om fredagen.
Vi snakkede også selv om, om vi skulle holde 1 års duer hjemme, men blev enige om at gøre som vi plejer = hvis duerne er i orden, skal de af sted.

Flensburg I - Løsladt i østlig vind 8 ms:

Resultat i klubben af 127 duer: 3, 9, 10, 11, 12, 13, 16, 25, 28 m.m.
Resultat i sektionen af 709 duer: 3, 11, 12, 13, 15, 19, 28, 78, 106 m.m.

Vinden var ret frisk, og vi kiggede i sydvestlig retning - duerne var løsladt sammen med duerne fra sektion 53 og 63, så vi var godt klar over, at duerne kunne komme ind fra den retning.
Den første kom da også helt ind fra vest - nærmest nordvest, men det kunne svært at se den reelle retning, da duen pludseligt kom hen over hovedet på os. Det var en 1 års han, som ugerne før var kommet i den gode ende. Et par minutter senere kom der 6 ganske tæt efter hinanden - rigtig flot debut af de 1 års - 5 af vores første 7 duer.

1. 023-07-0032 - søn af "Jonge Schallie" x "Lavigne"
2. "Jonge Crazy" 023-05-1011 - søn af "Crazy" x "Tutte" - rigtig god og stabil han.
3. "Falkman" 023-07-0010 - søn af "Genius" x "146" - bl.a. 3/1290 som unge.
4. 023-07-0041 - søn af "Wilson" x "Kleine Kras"
5. 023-07-0030 - datter af "Kleine Belofte" x "Henny" - første hun med fremme.
6. "Adonis" 023-06-1135 - søn af "Superkweker" x "Tutte" - fortsætter de gode takter.
7. "Ermand" 023-07-0016 - søn af "1700" x "Schone Blauwe" - god start på DdB

Flensburg II - Løsladt i østlig vind 8 ms:

Resultat i klubben af 128 duer: 1, 2, 4, 11, 14 m.m.
Resultat i sektionen af 693 duer: 1, 2, 5, 32, 48 m.m.

De 2 første duer kom ind fra sydvest - fuld skrald - og bragede ind. De måtte simpelthen være gode! Det var to 2 års knægte som de sidste uger havde vist god form. Lige efter kom endnu en 2 års.

1. "Kleine Jos" 023-06-1133 - søn af "Jos" x Streepje" - sidste uge 5/2018 i sektionen - denne uge 1/693.
2. "Scratch" 023-06-1167 - søn af "1700" x "430" - vores første due i uge 19 med  41/1864 i sektionen.
3. 023-06-1175 - søn af "Jonge Schallie" x "Groenoger"

Også på denne flyvning kom de 1 års duer meget flot, så alt i alt en meget flot start på DdB flyvningerne. Man kunne se på duerne, at det havde været en hård arbejdsdag, men de rettede sig hurtigt.

24. maj 2008:

"Tutte" - mor til "Adonis" og "Jonge Crazy"

"Schone Blauwe" - mor til "Ermand"

"146" - mor til "Buster"

Kunne dette fantastiske vejr blive ved? Sikke en morgen at stå op til - skønt vejr og så en ny spændende duedag ;)

Vi havde startet dagen lidt før normal tid, da vi havde lovet at hjælpe Sektion 31 med slip af deres 1031 duer fra Støvring. Det er jo ikke så tit at vi i Nordjylland får lov til at opleve sådan et stort slip, så vi glædede os til at se, hvordan duerne "gik" derfra. Kl. 7.00 gik slippet og duerne fløj straks op i én stor flok og fløj mod syd. Vi har nok stået med åben mund over at se denne målrettethed og begyndte da også først at snakke, da der gik lidt uro i flokken. Duerne fløj ligesom ret op og delte sig derefter i to flokke til hver sin side - den mindste fortsatte i sydlig retning, mens den største delte sig igen i 2 flokke - den ene af dem fløj øst og den anden kom tilbage mod nord. Nu var det tydeligt at se disse træk i forskellige retninger og man kunne se at nogle duer var mere "klar i hovedet" end andre. Vi kunne følge duerne flyve henover os et par gange på kryds og tværs, indtil de i løbet af 5-10 minutter havde fundet retningen mod syd.

Haderslev - Løsladt i nordøstlig vind 4 ms:

Resultat i klubben af 300 duer: 1, 2, 3, 4, 12, 18, 22, 23, 24, 28, 34, 35, 38, 59, 63, 80, 81, 96 m.m.
Resultat i sektion af 2018 duer: 1, 2, 4, 5, 30, 81, 97, 99, 100, 117, 138, 139, 144, 213, 224, 311, 317, 386 m.m.

De 2 første duer kom på samme tid, men ikke sammen - den ene kom ind fra øst, den anden fra vest - men de landede næsten samtidig. Et minut senere kom de 2 næste.

1. "Adonis" 023-06-1135 - søn af "Superkweker" x "Tutte" - igen med fremme.
2. "Ermand" 023-07-0016 - søn af "1700" x "Schone Blauwe" - sikke en lovende étårs.
3. "Buster" 023-06-0740 - søn af "Goliath" x "146" - han er ved at være varm.
4. "Kleine Jos" 023-06-1133 - søn af "Jos" x "Streepje" - begynder at indfri forventningerne.

Et par minutter senere kom "Jonge Crazy" og en etårs hun igen efter "Jos" denne gang i parring med "Bleekoger Duivin".

Oven på endnu en god weekend kan det være svært at være negativ, men vi har alligevel allerede lært en vigtig lektion til næste sæson:
Vi valgte sidste år efter sæsonen at udtage et par unger som ikke havde været trænet - de skulle p.g.a. deres afstamning med på næste års kapflyverhold - men set i bakspejlet var dette en dårlig disponering. Vi må bare indrømme at disse duer slet ikke i samme grad har levet op til vores forventninger sammenlignet med de andre nu etårs som har været hele turen igennem som unger. Hverken på træningerne eller på disse første uger på kapflyvning.
Det har vi allerede nu lært - selvfølgelig kan et par stykker forbedre deres indsats over året - men det er ikke optimalt med al den special behandling af nogle duer. Vi kan bedst li' at alle duer i optimal form kan behandles ens og sendes efter samme plan.

Så må vi se, om vi kan tænke klart, når vi skal udtage dette års unger til næste år ;-)

17. maj 2008:

"1700" - far til "Ermand"

"Goliath" - far til "Buster"

"Jos" - far til "Striker"

"Spojs" - far til "Tarok"

"Superkweker" - far til "Adonis"

Vejle – Løsladt i nordvestlig vind 4 ms:

Resultat i klubben af 309 duer: 1, 2, 3, 4, 5, 9, 11, 24, 25, 27, 28, 65, 67 m.m.
Resultat i sektion af 1901 duer: 1, 2, 3, 4, 5, 36, 45, 114, 120, 133, 138, 363, 369 m.m.

De første 6 duer kom sammen ret ind fra syd – de 5 valgte at gå ind – den 6. ventede et par minutter med at gå ind. De 2 første duer blev registreret i samme tid:

1. ”Ermand” 023-07-0016 – helbror til vores ”Nette” som blev nr. 9 i Sydafrika – søn af ”1700” x ”Schone Blauwe” og
1. ”Buster” 023-06-0740 – søn af vores Van Loon stamhan ”Goliath” her i parring med ”146” – som også blev nr. 2 i sektionen som 1 års fra Altona 365 km.
3. ”Striker” 023-06-1149 – søn af vores De Klak stamhan ”Jos” med Van Loon superhun ”Streepje” – vores bedste 1 års sidste år med placeringer som nr. 2, 4, 15, 47 m.m. Stort håb!
4. ”Tarok” 023-07-0040 – søn af ”Spojs” her i parring med ”Angel” – en velbygget 1 års med god psyke.
5. "Adonis" 023-06-1135 – søn af ”Superkweker” x ”Tutte” – en god han som allerede har været 4, 7, 7 og nu nr. 5 i sektionen.

Den 6. due som kom i den første flok var 023-07-0046 – en ny skimlet søn efter ”Crazy” x ”Tutte” – altså helbror til ”Jonge Crazy”: 3, 3, 5, 6, 13, 22 m.m. Han fløj ude og spillede ”Kong Gulerod” så han blev overhalet inden om af 023-06-1158 - endnu en søn af ”Spojs” her i parring med ”Lichte”.

10. maj 2008:

Sæsonens første kapflyvning – Vejle – Løsladt i sydlig vind 4 ms:

Resultat i klubben af 301 duer: 13, 20, 38, 39, 58, 59, 64 m.m.
Resultat i sektion af 1864 duer: 41, 63, 110, 111, 201, 209 m.m.

Vores første due var "Scratch" 023-06-1167 – en han efter ”1700” og ”430” – kom som en svæveflyver som om han lige ville markere at han ikke regnede sådan en kort flyvning for noget – var som 1. års nr. 2 i sektionen fra Soltau 441 km.

Den næste var en Janssen/Van Loon hun 023-07-0012 efter ”Superkweker” – fin start for hunnerne.

5. maj 2008:

Siden sidst er tingene begyndt at blomstre og gro voldsomt – bladene springer ud, græsset gror og vi har jo netop nu et fantastisk vejr. Der er jo sommer i Danmark!!

Der bliver trænet løs i hele Danmark – flokkene suser forbi alle steder – så de fleste er vel bedre forberedt end normalt – der har i hvert fald været rig lejlighed til det.
Vi har vanen tro ikke trænet så meget. Normalt træner vi en 8-10 gange inden sæsonen og selvom vi har dette flotte vejr, holder vi os til det. Vi træner duerne på henholdsvis 16, 27 og 38 km.

Duer ser godt ud – vi føler at de er helt klar.
De har fået en fuld kur mod gul knop og her i de sidste 14 dage før sæsonstart er vi i gang med at give Rudi Hendrikx Konditie-Tonic – læs mere i vores foderplan.

Ungerne flyver fantastisk lige nu – er længe væk fra slaget og er rigtigt ude og opleve verden.

Desværre forsvandt der den anden dag 5 unger efter en lang tur – vi var lidt uforstående over for det – men senere på dagen fandt vi en unge under et par højspændingsmaster. Selvom det er ærgerligt, når man får syn for sagen, er det jo en naturlig del af det at have duer – det sker jo også på flyvningerne, at der en dag mangler en trofast due, som man undrer sig over ikke kommer hjem. Højspændingsledninger, rovfugle, lastbiler m.m. skal jo også have stillet deres sult….. 

På avlsslaget kører det der ud af. Vi har lagt 3 runder til fra de fleste par – overvejende krydsninger til ungeslaget – så i disse dage går vi og arbejder med omparringer, så vi kan fremavle ”rene” unger til avlsslaget. Det er vigtigt for os at vi får lavet et par unger efter de ældste avlsduer, så vi er forberedt, når de en dag ikke kan mere.

31. marts 2008:

Efter en periode med frost og koldt vejr kommer foråret. Det giver ekstra liv på dueslaget og i duemændene. Sæsonen nærmer sig!!

Enkemændene er på vej mod god form
- her er det "Striker" og "Tarok"

Flyveduerne:
De blev sat sammen midt i februar, og deres unger er nu omkring 20 dage. Hunnerne er taget fra, og vi har lavet en stor børnehave, hvor alle ungerne er sat ned i. Der trives de godt, og hannerne nyder at pumpe korn i dem. Vi har gjort en sjov observation, noget vi aldrig tidligere har bemærket. Nogle af ungerne fodrer hinanden. Det ser mærkeligt ud, og hvad det handler om, er ikke helt til at vide. Måske holder de sammen som et hold og fordeler det korn der bliver tildelt, eller øver de sig bare til den dag de selv bliver forældre? Vintervoliererne er nu pillet ned, og duerne har været på vingerne i 2 dage. De flyver ikke ret meget endnu, men det skulle de helst gøre om en 7-14 dage. De første dage får de lov at hygge sig ude, men senere bliver de holdt i luften, hvis de ikke selv vil flyve. Først når konditionen er i orden, og duerne går højt op, og trækker væk fra slaget, vil vi overveje at begynde at træne. Af en eller anden grund er nogle af de etårs duer begyndt at smide slagfjer. Det har vi set andre år, men i år er der mange af dem der er gået i gang. Det er ikke for godt, men det må være en kombination af for kraftigt fodring, den milde vinter, og for megen kunstigt lys. Ofte bliver duerne ordnet om aftenen, og så bliver lyset tændt. Men ok, det er tegn på at duerne er i orden, og de går i stå igen, men alligevel ærgrer det os lidt. Duerne skulle helst holde hele sæsonen.

Ungerne:
De har de seneste 2-3 uger været ude hver dag. De flyver ikke rigtigt endnu, men det vigtigste er også, at de her i starten lærer omgivelserne at kende, og lærer at de skal gå ind når der bliver fodret. Lærer de det fra starten, er de nemmere at styre, og når de engang kommer hjem fra kapflyvning, er de lette at få ind. De kropsfælder rigtig meget nu. Nogle af dem er helt piggede i hovedet. De fælder også slagfjer, hvilket de helst ikke skulle. Men sundheden er helt i top og de udvikler sig optimalt, og det er det vigtigste. Når vi rengør ungeslaget er ungerne altid i slaget, og når vi fodrer sidder vi på slaget og giver os god tid. Dette er med til at gøre ungerne tillidsfulde.

Ungernes sundhed er i top

Vores nye slag med 8 reder til maratonduerne og boxene til hunnerne er færdige. Vi mangler dog at få sat en ekstra sputnik op. Det er ved at haste lidt, men vi tror det bliver super godt.

Avlsduerne:
På avlsslaget går det rigtigt fint. Alle kuld har indtil videre været rigtigt gode - kun ganske få unger er blevet sorteret bort og sundheden har været i top på alle unger. I løbet af kort tid skal vi i gang med at bygge nyt avlsslag - mere om dette senere.

Inden længe begynder kapflyvningerne. Det bliver spændende de se hvilke duer der vil rykke i år. Der er altid nogle der skuffer og nogle der overrasker. Lad os håbe vejret bliver nogenlunde sidst i april, når vi skal træne duerne. Vi plejer at køre en 10-15 gange med dem på til 42 km før de første sektionsflyvninger. Vi regner med at deltage på samtlige flyvninger i 2008, såfremt duerne er i orden til det. God vind til alle!

19. februar 2008:

Så er vi (endelig) tilbage med en lille beskrivelse af vore aktiviteter på dueslaget.

Ungerne ligger nu og hygger i rederne - og venter på deres første sæson

Avlsduer:
Avlsduerne blev sat sammen den 28/12 2007, så status er nu, at der ligger unger på ca. 22 dage i rederne.
Avlen er forløbet helt perfekt, meget fin befrugtningsgrad af æggene, og ungerne ser ligeledes meget godt ud. Det er altid spændende og følge dem, og se om de udvikler sig som de skal.
Vi følger samme system på avlsslaget, som vi efterhånden har gjort i nogle år. Vi fodrer duerne med Start Plus fra Versele Laga. Det er en rigtig god og alsidig blanding, som virkelig giver ungerne det, de skal bruge for at udvikle sig perfekt. Vi er meget tilfredse med blandingen.
Derudover giver vi duerne Optimal Start, som er et proteinholdent, æggehviderigt tilskudspulver, som også indeholder aminosyrer og er rig på vitamin E. Det indeholder 25 % protein, som er en af byggestenene i ungernes opvækst. Vi har brugt det i flere år og har gode resultater med det. Vi har dog fundet ud af, at man skal passe på ikke at give duerne for meget, da det er meget kraftigt og kan faktisk give duerne proteinforgiftning. Derfor får duerne kun en lille skål på gulvet hver 2. dag.
En gang om ugen gives Kweek-Extra fra Rudi Hendrix og ligeledes 1 gang om ugen giver vi elektrolyter. Det er et flydende avlsvitamin, som vi giver i vandet. Der gives frisk picksten og grit hver dag for at give duerne de mineraler og sporelementer de har behov for.
Da duerne lå på æg, fik de en 7 dages kur med Ronidazole 10%.

I efteråret opførte vi nogle nye volierer uden for de rum, hvor der bl.a. går duer efter onlineauktioner

Flyveduer:
Flyveduerne blev sat sammen midt i februar, således at det kommer til at passe fint med avlsduernes 2. kuld. Vi kan således flytte nogle af æggene fra avlsduerne ud under flyveduerne.
Vi havde planlagt at parre flyveduerne samme tid som avlsduerne, men da en hun blev syg, blev det hele bremset. Vi har fjernet hunnen for at være sikre på, at der ikke bliver flere problemer, og duerne ser virkelig godt ud nu.
Vi har valgt at udvide vores kapflyverhold med 12 hunner, som skal flyves totalt. De er alle parret i det rum, hvor der er 12 par. Sidste år fløj vi "kun" med 28 enkehanner, og det viste sig at være noget sårbart, da vi gerne vil flyve det hele. Nu får vi flere strenge at spille på og på samme tid mulighed for at afprøve flere duer efter vore avlsduer. Til hunnernes slag har vi indkøbt 12 bokse, som duerne skal sidde i i løbet af dagen. Dette vil vi vende tilbage til, når de er opført.
Vi vil desuden opføre et langflyver slag til 8 par. Vi har de senere år leget lidt med tanken om på sigt at flyve landsflyvningerne. Vi har nu indkøbt duer til disse afstande og håber på at få slaget gjort færdigt i foråret 2008. Der går noget tid inden landsflyverholdet kommer på plads, men planen er at kunne tømme slaget for alle duer over 1 år på vore 3 landsflyvninger i løbet af nogle få år.

Nu ser vi frem mod foråret. Det bliver dejligt med lidt varme i luften, selvom vinteren indtil videre har været mild.



© Copyright/ansvar M&C Hansen 1998-2022 - Kontakt Os 3