Lige på grænsen - del 1

De små rødstenshuse på aflange slanke matrikler. Små charmerende byer med hver deres Frituur, bryghus og salg af chokolade. Rislende små bække og fugtigt græs i skovbunden. Vi krydser grænsen frem og tilbage ved Baarle-Nassau og kører ind i Belgien. Vi suger alle indtryk til os – indtryk om dette områdes vigtige indflydelse på al brevduesport i dag. 12 kilometer landevej rummer de små huse, hvor Brdr. Janssen, Karel Meulemans, Jos Van Limpt og Louis Van Loon blev født.
En ældre mand med stok letter på hatten, da vi holder ved T-krydset. Ravels og Arendonk til højre, men vi kører til venstre – mod Poppel.

Poppel, den lille landsby, hvor Louis Van Loon har boet hele sit 82 årige liv. Et forholdsvis normalt liv som mange andre i området – et normalt arbejde (lastbilschauffør) og en normal lidenskab – nemlig brevduerne, som han har levet og fejret atombryllup (75 år) med. Louis Van Loon er for mange et ukendt navn men for lige så mange andre en sand læremester af de helt store.

Da Louis Van Loon var dreng var det ikke uforståeligt, at han blev interesseret i brevduerne, da både hans far, onkler og fætre havde brevduer. Og Van Loon havde duerne sammen med sin far, som han lærte meget af – ting, som han har holdt ved hele sit liv.
Da Louis Van Loon blev gift, startede han et nyt liv – og dermed også et nyt dueslag. Da han var nødt til at arbejde meget hver dag, måtte han klare duerne meget tidligt om morgenen og sent om aftenen.
Men han arbejdede 365 dage om året med duerne og kæmpede for at vinde over de store professionelle slag i området – og han opnåede det, som alle drømte om – han vandt og vandt og vandt.
Men som meget få er det lykkedes ham at blive på toppen, selv om det har krævet en del justeringer på dueslaget op til i dag.

Louis Van Loon tog sit første spadestik til successen lige efter krigen. Cyklen blev pumpet og turen gik til Schoolstraat i Arendonk for at besøge de berømte Brdr. Janssen. Her købte Louis Van Loon sine første duer, som blev den første grundsten til Louis Van Loon stammen.
Disse duer gav topresultater på topresultater på de korte vitesseflyvninger, og fordi Louis Van Loon indleverede duerne i mange klubber, blev han hurtigt berygtet i området.
Vindere har altid været populære til en vis grænse, men overskrides denne ubestemte linie stopper populariteten og venskaberne ofte hurtigt. Og Louis Van Loon måtte sande det på den hårde og blev smidt ud af alle de lokale vitesseklubber.
Heldigvis tog Louis Van Loon det som en udfordring og besluttede i stedet for at satse på de længere distancer med størst fokus på mellemdistancerne.
Han købte duer fra Brdr. Catrysse – datidens bedste langdistanceslag – og var på få år tilbage i den absolutte elite. Op gennem årene er bestanden blevet forstærket af duer fra Desmet-Matthijs, Van Rijn-Kloek og De Pandoer of Kil og søn så Louis Van Loon kunne deltage på alle distancer fra 100 til 900 km.
Dertil skal også siges, at Louis Van Loon deltog på den berømte flyvning fra Allicante – som kun blev gennemført én eneste gang – og blev nr. 17 internationalt på en afstand af 1400 km.

Siden da har Louis Van Loon arbejdet med disse duer med kun få tilførsler af nyt blod. Han har alle år været ligeglad med hvilken afstamning, som han har brugt til indkrydsning – ”gode mellemdistance duer” har definitionen været.

I dag er så godt som alle duer bygget op omkring to stamhanner – først og fremmest BEL-84-6091954 ”De Grote Blauwe van ’84” og dernæst BEL-90-4237530 ”Dourdan Doffer” – og alle er i stor familie med hinanden, men en meget heterogen familie. Duerne findes i mange forskellige farver, men alle stærke og mørke farver - øjnene findes også i mange forskellige opbygninger, men alle stærke farver – duernes opbygning er også forskellige, men oftest stærke duer med gode, slanke vinger.

Denne indavlede familie er perfekt til krydsning og mange har over årene erfaret dette:

Eijerkamp & Sønner:
Louis Van Loons duer har haft en utrolig stor betydning gennem årene ved krydsning af Eijerkamps Janssen duer og op gennem 1990’erne har disse duer vundet et utal af præmier. I dag har Eijerkamp en egen Eijerkamp-Van Loon stamme opbygget omkring stjerneduer som Chicago, Gladiator, Silver Shadow, Silver Shadow II, Blauwe Louis, Bazooka, La Souterainne, Beach Boy, Silver Bullet og mange flere.

C. & G. Koopman:
Allerede i 80’erne begyndte Koopman at krydse deres Janssen duer med duer fra Louis Van Loon og skabte det såkaldte stampar 2 – nemlig ”Raket 84”x”112” – som har haft utrolig stor betydning for Koopman:
”Eric” (søn af parret) – far til ”Gentil” – far til ”Kleine Dirk”, ”Annelies”, ”Yi Min” og mange andre stjerner – bedstefar til ”Mister Ermerveen”, ”Ermerveens Hope”, ”Emira”, ”Miss Ermerveen”, ”Amoré”, ”Kadir” og mange flere.
”Sister Eric” (datter af parret) – mor til ”Zeno” – far til ”Mister Ermerveen” og ”Miss Ermerveen”
”Sister Eric” – også mor til ”Branco” og ”Jacco” – superflyvere og –avlere.
Gerard Koopman anser Louis Van Loon som hans store læremester og ven gennem mange år.

Peter Van De Merwe:
Peter Van De Merwe startede ud med en super familie af Tournier og Janssen duer fra hans onkel Piet Van De Merwe. Inden for de senere år har han dog krydset hans gamle stamme med to Louis Van Loon søstre ”Navita” og ”Divoza” og opnået om end endnu større triumfer:
”Navita” – mor til ”Gwen” (1. nat esdue) – mor til ”Wonder Girl” (1/18339)
”Navita” – mor til ”Lorenzo” (4x1)
”Divoza” – mor til ”Demi” (3. nat. esdue)
”Divoza” - mor til ”Black 872” (3x1)
Børn og børnebørn har opnået helt fantastiske resultater hos Van De Merwe.

Komb. Bleeker:
Stamhannen ”Romario” (7x1) – krydsning af Janssen og Van Loon

Fam. Romein (Frederikshof):
Stor bestand af Van Loon duer til krydsning med de røde Janssen duer.

Maurice Casaert:
Casaerts vigtigste indkøb var også indkøb af Louis Van Loon duer igennem henholdsvis Marcel Borghmans og Gillijns

Komb. Bruinenberg:
Ligeledes et slag med mange Louis Van Loon som en vigtig del af avlsarbejdet.

Brdr. Koehoorn:
Koehoorn har købt duer af Louis Van Loon i mange år og har altid haft utrolig stor succes i krydsning med De Klak duer.

Rigtigt mange brevdueholdere over hele verden har haft utrolig stor succes med duer fra Louis Van Loon.



© Copyright/ansvar M&C Hansen 1998-2022 - Kontakt Os 3