Sæsonen 2010

3. november 2010

Nu er der rigtigt kommet gang i opdateringerne her på siden ;-) Vi er begge to i arbejde nu.....
Martin har været på rejse i Colombia i over en måned, så det har krævede Christian lidt ekstra koordinering også at passe avlsduerne, mens Martin var af sted, så der har ikke været tid til at skrive på hjemmesiden. Men en stor tak skal lyde til de venner, som har hjulpet os i den travle periode - det er vi meget taknemmelige for!

På avlsslaget har duerne gået skilt, hvilket sådan set har været naturligt nok, men det har på den måde også været nemmere for andre at kunne hjælpe med pasningen.

Vi fodrer på nuværende tidspunkt med Versele-Laga Active Life Fældeblanding - en god blanding - tillige med gode tilskudsprodukter.

Vi har de sidste 2 år brugt tilskudsprodukter fra Vanhee, som vi nu også forhandler - og det har været et meget positivt møde med denne produktserie, som virkeligt har levet op til vores forventninger:

1. Vanhee har brugt 3 familiegenerationer på udvikling af disse produkter på deres egne duer - de er afprøvet og forbedret mange gange over mange år, hvilket giver os en god mavefølelse for produkternes kvalitet og virkning.
2. Vi har nu over 2 sæsoner afprøvet produkterne på vores egne slag - og vi er meget begejstret for dem.
3. Trenden lige nu er at gå tilbage til "de gode gamle teknikker" brugt af brevduefolk i mange år. Og mange anerkendte brevduefolk rundt om i verden koger al snak om biprodukter ned til at det vigtigste er æbleeddike, hvidløg, ølgær, krydderurter m.m.. Vi ynder også at bruge disse ting - og netop derfor synes vi så godt om Vanhees produktserie - lad os give et par eksempler på hvad vi bruger lige nu:

Van-Tea Liquid 5000 A - en rigtig god flydende the med masser af urter som er vigtig i fældetiden - og duerne elsker den!
Vanisanbad 6500 - vi kalder den "verdens bedste badesalt" - og det har vi fået bekræftet fra mange efterhånden.
Van-Oliemix 10500 - super oliemix - perfekt til fordeling af ølgær eller andre produkter som f.eks.:
Vanaplume 14500 - et meget spændende produkt her i fældetiden - for en perfekt fjerdragt.
Vanisan Nature 15000 - et kanon naturprodukt med alt godt i ét - æbleeddike, hvidløg, ingefær, propolis - masser af gode ting - vi giver det hver uge!
Van-Tricocci 16000 - som vi bruger sammen med Vanisan Nature 15000 som det naturlige beskyttelsesskjold til duerne, så de styrker deres modstandsdygtighed optimalt - duerne ligner diamanter nu med næbvorter hvide som sne!
Van-Biergist Liquid 17000 - flydende ølgær - meget vigtigt med ølgær i denne tid - kan bruges både på kornet og i vandet.

Læs om alle Vanhee produkterne på denne oversigt

30. oktober 2010

Sæsonen har efterhånden været slut i længere tid, men vi skylder at lave en opsummering af det hele. Det er klogt at læne sig tilbage og reflektere over hvordan man klarede sig i den forgangne sæson, og ikke mindst – Hvad kan man gøre bedre næste år!

I de store træk kan vi kigge tilbage på en sæson som bød på 5 sektionsvindere og flere topresultater. Emmen den 24/7 var helt super med 1-4-6-7-12-23-31-39-42-54-55 af 312 duer og 12 af 20 placeret. Det var en langsom flyvning der trak tænder ud flere steder, men vores duer kom fantastisk.
Altona 7/8 var også kanon med 1-2-3-9-11-68-76-84 af 489 duer med 24 medsendte duer. Det var en østenvindsflyvning, hvor vi gerne vil være med fremme, for vi snakker så ofte om, at vi ligger skidt i vestenvind.

Vi er i det store hele godt tilfredse med sæsonen, men så sandelig ikke på alle områder. Men lad os først kigge på det gode!

Enkehunnerne:
Enkehunnerne har været intet mindre end fantastiske i år. 3 sektionsvindere og på mellemdistancen har de stort set været først hos os hver gang, og det har været en fornøjelse at arbejde med dem. Det har kørt på skinner. Enkehunnerne sad igen i år i vores Hermes-bokse, og det var været super. Systemet har virket, og det har været nemt at få dem ud og ind i boksene.
Vi har i år fodret dem lettere end tidligere, og det mener vi selv er en af hovedårsagerne til fremgangen. De fodres med 20 g morgen og 20 gram aften, som blev givet i boksen. Vi har fulgt foderplanen rimelig nøje, men har først på ugen blandet lidt renseblanding i. Vi har lært, at man IKKE må give dem for meget. Det ødelægger det hele!
Vi startede ud med 12 enkehunner, og sluttede med 10. De har fløjet rigtig mange kilometer. Nogle har fløjet samtlige mellemdistanceflyvninger. Alligevel kom de den sidste uge som nummer 1-3-9-11 i sektionen på mellemdistancen.
Vi sorterer dem dog stadig hårdt og beholder 5 på holdet til 2011, og sætter 7 nye ind.

Landsflyvningerne:
Det har været en oplevelse. Vi startede i år ud med en vis optimisme, for der skulle flyves landsflyvninger med 6 duer af maraton afstamning. Vi er meget tilfredse med resultaterne.
På den første Karlsruhe blev vi 2-3-4 af 55 duer i sektionen. På landsplan 42-49-84-213 af 637 duer.
På den næste Karlsruhe 1-5 i sektionen, og alle 4 duer hjemme på dagen. På landsplan 15-46 for de bedste i landet af 493 duer.
På Freiburg blev vi nummer 13 af 83 i sektionen og 112 af 1253 duer på landsplan. Alle 3 duer kom hjem.

"4" - sektionsvinder Karlsruhe - nr. 15 i landet!

"106" - i år både nr. 2 og nr. 5 i sektionen fra Karlsruhe.

Det har virkeligt været spændende at flyve de her flyvninger, hvor det hele er op til duen. Det er duens kvalitet, der er afgørende for resultatet, og det ligger i generne på duen. Duerne er kommet hjem, og har set godt ud. De har ikke været mærket ret meget af turen. Det har været godt at se!
Vi har i år fløjet duerne naturligt, og har lagt dem til rette på unger på ca. 7 dage. Det har sådan set kørt rimeligt, bortset fra den sidste flyvning. Efter den midterste Karlsruhe gik parrene af reden, så det hele blev lidt besværliggjort, og duerne kom af sted på æg.
Duerne har været i en rigtig god orden hele sommeren. De har for det meste trænet hjemme 2 gange dagligt. Alle duer blev ”smidt ud”, uanset hvad de havde i reden. Derefter fløj de 45 min til en time. Det gjorde de uden problemer, og de trak væk fra slaget så langt øjet rakte og gik ofte meget højt op. Vi har været overraskede over, hvor godt de har trænet, da det kan være svært at få naturlige duer til at trække på den måde! Dette har betydet, at vi ikke har behøvet at træne dem ret meget i bil. Men de sidste 14 dage op til kapflyvning har de fået 3-4 ture på 60km.
Vi har fået blod på tanden til 2011, hvor vi får 11 duer til rådighed for landsflyvningerne.

Men lad nu kigge lidt på hvad der ikke er gået så godt!

Enkehannerne:
Vores hanner har slet ikke levet op til forventningerne. Vi plejer at være klart stærkest med hanner, og nu hvor hunnerne fik fat, ville det hele have set endnu bedre ud, såfremt hannerne havde fløjet op til deres bedste. Men nej, for mange uger var de bagefter. Hvad det hele skyldes, er vi sådan set ikke helt klare over. Fysisk så de godt ud. Træningen hjemme om slaget gik rigtig godt. De fløj ud, trak væk i 10-15 minutter for at komme tilbage og trække rigtig godt, til de havde været i luften i ca. 30-45 min. Herefter klappede de rundt og legede omkring slaget. Humøret så ud til at være i top. Dette plejer vi være godt tilfreds med, især midt på sæsonen hvor de flyver kapflyvning hver weekend, behøver de ikke flyve så meget som i starten af sæsonen.
De har haft lidt stritører hele sommeren, men det havde de også i 2009, hvor vi havde 5 sektionsvindere på enkehanslaget. Vi har en teori om, at luften på slaget ikke er god nok. Men andre slag har tillige haft problemer med at få hannerne i gang – måske den kolde og lange vinter inden sæsonen? Så vi maler ikke en vis herre på væggen. Men vi laver dog nogle forbedringer på slaget til 2011, så luften forhåbentlig skulle blive endnu bedre.
Vi mistede ikke mange hanner i sæsonen. 5 af 28. Vi har nu sorteret ned, således der kommer 15 etårs og 13 gamle i 2011. Vi har lige gået de nye hanner igennem, og vi tror virkelig, der er mange talenter imellem!

Ungerne:
Hu ha, det gik ikke helt efter bogen. Vi vil gerne flyve med unger, men i år har vi mistet alt for mange. Både på private træninger og på kapflyvninger. Vi sprang derfor nogle ungeflyvninger over, for at træne selv, og forsøge at finde ud af om der var noget galt. Ungerne fløj ellers perfekt hjemme, og så fine ud. Vi sluttede da også af med at blive sektionsvindere med ungerne, men det hele gik kørte ikke for godt.
En stor fejl vi begik hos 2. holdet var, at vi gik for tidlig i gang med at træne efter Adeno udbrud med efterfølgende kur. Det kostede nogle unger på en kort tur, til trods for de trak rigtig flot hjemme. Dette har vi lært af! Fremover vil vi lade dem komme på toppen i mindst 2-3 uger efter et udbrud. Så kan man være sikker på, at ungernes krop igen er begyndt at fungere. Marcel Sangers siger, at der skal må mindst 1 måned fra man er færdig med kur til man skal begynde at træne dem igen.
Vores unger ser virkelig godt ud på nuværende tidspunkt. De første er færdige med at fælde, og de er bare så flotte. Vi skal være lidt over dem i foråret, hvor de skal trænes lidt mere, end hvis de var blevet gennemfløjet som unger.

Dette var lidt om sæsonen 2010. Tiden går, og inden længe skal vi koncentrere os om avlssæsonen. Vi regner med at parre om 4 uger, så der er allerede nu gang i korrespondancen imellem os, så vi kan få lavet de helt rigtige parringer. Desuden er vi ved at få overblik over forbedringer på flyveslaget, som helst skal laves inden forår. Vi vil forsøge at holde jer alle orienteret hen ad vejen ;)

1. september 2010

Endelig kom der nyt fra Sverige!!

De fleste tænker nok - hvad er det for et udbrud?
Men sagen er at vi sidste efterår i forbindelse med vores auktion i Göteborg talte med nogle af vores gode venner der om at lave en lille konkurrence i deres distrikt.
Det blev til at de skulle konkurrere på en af deres mest præstigefyldte flyvninger - og vi skulle så finde en ærespræmie til vinderen.

For at gøre dette til en interessant konkurrence blev vi enige om at gøre det med en vandrepræmie, som kunne vandre mellem de årlige vindere - og så en præmie i form af en unge fra vores avlsslag til vinderen.
Alle deltagere skulle afkrydse 3 duer - og så var vinderen den med bedste afkrydsede due.

Som i Danmark fik de også en hård sæson i Sverige - og flyvningen, som blev fra Duvberg ca. 500 km, blev også en hård flyvning. Der opstod lidt problemer med computersystemet i distriktet, men nu har vi endelig fået det officielle resultat tilsendt.

1. S-96-08-107 U - Tennse Hedarp - afstand 532 km
2. S-46-09-214 A - Brigitte Mårtensson - 510 km
3. S-96-08-223 A - Leif Wiesner - 509 km

Allerede for en måned siden fik vi information om, at det var vores gode ven Tennse Hedarp, der havde vundet - ham har vi kendt i snart mange år - og han har en hel del af vores duer på hans slag.

Men det var jo rigtigt skønt at få information om vinderduen ;-) Denne 2 års hun er avlet på 2 duer, som Tennse har fået igennem os.
Faderen er NL02-2211252 - org. Koehoorn (søn af den legendariske "Het Mirakel" (også far til "Crazy") x org. Van Loon hun "Donkeroogje") - som Tennse købte af os for nogle år siden.
Moderen er 023-06-0730 (datter af "Goliath" x "Kld. Phoenix"), som Tennse fik af os som gave i forbindelse med at han købte andre duer hos os. Denne hun er i øvrigt helsøster til "Buster", som hos os er 2 x sektionsvinder.

Som det ses på billedet er "107" nu i fæld, men vi synes jo at det er en prægtig hun med det helt rigtige Goliath-præg!

Vi ønsker Tennse hjerteligt tillykke med det flotte resultat!

13. august 2010

Årets sidste weekend med kapflyvninger indeholdt Åbenrå unger og gamle, Altona og München. Allerede torsdag lagde vi mærke til, at vejret i München så skidt ud til kapflyvning. Heldigvis var løsladeren vågen. Duerne blev sluppet i Freiburg fredag. God beslutning. Der blev sluppet 1253 duer, hvoraf de 3 var vores.

Vi havde i denne weekend sendt alle mellemdistanceduer, der var i orden, til Altona. Hannerne virkede til at være bedst i orden, mens hunnerne måske var ved at være flade for i år?

Denne lørdag overraskede med fantastisk vejr. Ikke megen vind, men lidt østenvind var der. Det var guf for os, og vi plejede at være godt med, når vinden var i øst.
Først kom Åbenrå duerne hjem. De gamle kom fint nok hjem, men lidt efter de første i sektionen. Vi havde også kun 6 duer med - duer som bare blev sendt for at få nogle med på flyvningen.

Vi begynde herefter at kigge efter ungerne. Pludselig kom en due fra syd. Det var en hanunge, som pakkede fint ned mod slaget, men desværre slog den op og tog lige et par runder mere, da der kom en unge mere. Heldigvis nåede de ned - det var lige på et hængende hår - de blev nummer 1 og 3 i sektionen, så det var dejligt endeligt at få et godt resultat med ungerne.

Vi gjorde nu klar til Altona. På dette tidspunkt begyndte solen at blive meget varm, og der var faktisk ikke en vind, der rørte sig. Vindmøllerne gik i stå, så der var ingen vind til at køle.

Ind fra vest kom en enkehun, og så en han fra sydøst og en hun mere direkte fra syd. 3 stk på én gang, men de kom ikke sammen. Det var først "Maggie" (datter af "Mozart" x "Magic Girl") - derefter "Ermand" ("1700" X "Schone Blauwe") og "Gamina" ("Elton" x "Shania").

Det viste sig at blive en fin serie i sektionen. Vi blev 1-2-3-9-11 mm. af 489 duer. God afslutning på mellemdistancen.

Alt imens vi fik duerne hjem fra de kortere flyvninger, fulgte vi nøje med i, om der kom duer til landet fra landsflyvningen fra Freiburg. Lidt over klokken 10.00 kom de første i Sønderjylland på Tekst-TV. De fløj lidt over 1000 mpm. Det plejede at give mulighed for topplaceringer i hele landet.

Vi var blevet helt bidt af landsflyvningerne, og det var virkelig spændende at følge duerne op gennem landet - Vi kan kun anbefale disse flyvninger, det er spænding for alle pengene ;)

Landsvinderen landede klokken 12.15 i Aalborg hos Anders & Laila i 053 ”Sølyst”. Flot præstation og stort tillykke. Duen var af afstamning fra Freialdenhofen & Söhne - duen var avlet af vores afdøde ven Erik Nielsen - faderen var direkte fra Freialdenhofen - moderen avlet på 2 andre originale fra samme slag. En "typisk" langflyver i vores øjne - en lille fiks han, godt vingetøj, masser af fjer og lille krop. En type, der kunne ligge på vingerne i mange timer.

En stolt Laila med landsvinderen fra Freiburg 2010.

053-07-0752 - Landsvinder fra Freiburg 2010 - han af Freialdenhofen afstamning.

15.16 kom "106" hjem. Igen i rigtig fin stand landede hun efter 996 km. Flot! Hun havde været fantastisk i år.

Karlsruhe 18/6: I sektionen nr. 2 - og på landsplan nr. 42.
Karlsruhe 17/7: I sektionen nr. 5 - og på landsplan nr. 46.
Freiburg 6/8: I sektionen nr. 13 - og på landsplan nr. 112.

Onsdagen efter Freiburg flyvningen manglede vi stadig "4" - vores sektionsvinder fra Karlsruhe - vi var begge meget trætte af, at hun ikke var kommet hjem. Vi savnede hende :(
Der var også venner, som ringede og spurgte til om hun var kommet hjem - nogle i klubben havde også sagt - "den ser I ikke mere - men vi var selv overbeviste om, at hun ville komme hjem.

Og torsdag kom hun ;-) Helt fantastisk. Hun havde slanket sig meget, men ellers i fin form - hun fløj op i reden og kørte rundt - her var glæde for at være hjemme.

Det var en skøn afslutning på sæsonen - gode resultater på weekendens flyvning - og så 2 stjernehunner hjemme fra 3 landsflyvninger.

Nu skulle der reflekteres over sæsonen.....som vi vil skrive lidt om snart ;)

"Mozart" - org. Louis Van Loon og far til "Maggie" - sektionsvinder fra Altona

"Magic Girl" - Ad Schaerlaeckens og mor til "Maggic".

12. august 2010

Hermed følger beskrivelsen om uge 30:
Ovenpå sidste uges topresultat fra Emmen var vi selvfølgelig interesserede i, hvad årsagen til den fine serie var. En af konklusionerne var, at vi havde fået fodret duerne rigtigt til den flyvning, givet det rigtige tilskud af biprodukter samt at lidt ekstra motivation af duerne havde givet pote. Så vi forsøgte nogle af de samme ting op til denne weekend, som bød på 2 mellemdistance flyvninger samt sektionsflyvning med gamle og unger. Dog lød vejrudsigten på medvind, så det var en noget anden flyvning - og duerne blev da også fodret lidt lettere op mod denne weekend.

Flyvningerne blev meget hurtige - ikke så interessant, når man lå først på ruten. Vinden var ren syd, så duerne kom farende på 1800-1900 mpm, hvilket jo er 108-114 km/t. Landets hurtigste landede hos John Engel i Haderslev med 119,93 km/t. Tænk på det er i gennemsnit med start og landing og den direkte vejr. Gad vide hvad marchhastigheden har været for duerne i den første flok! 150 km/t?? Vore duer er fantastiske!

Vores duer var dog ikke helt så fantastiske som andres. De manglede lige det sidste, men de så fine ud da de kom hjem, og virkede upåvirket af turen. Vi var glade for de fik en nem weekend, for vi har presset dem hårdt hele sommeren.

Først fra Henstedt var "Bullet" - en søn af "Pantani" og blev nr. 12 i sektionen.

Vores fokus var på Soltau, men det var hårde odds at satse på et topresultat. Første due var igen en totalhun - ikke så overraskende - denne gang "Gamina" som virkeligt var begyndt at rykke. Hun var datter af "Elton" x "Shania" (Van Loon x Casaert). Derefter kom "Ermand" - hendes mage.
 

"Elton" - far til "Gamina" - for 14 dage siden fik vi nyt om at han var bedstefar til en dobbeltsektionvinder (2 uger i træk!) - Vi kan altså godt li' vores Van Loon duer ;-)

"Shania" - mor til "Gamina" - org. M&G Casaert.

29. juli 2010

I ugen op til weekenden i uge 29 havde vi arbejdet på at give duerne lige 5% ekstra fylde og hvile, da begge DDB flyvninger var af lang karaktér. Men ellers holdte vi os stringent til vores foderplan - se den her - som vi havde gjort siden uge 22. Vi prøvede at motivere duerne lidt ekstra ved at lade dem gå sammen før afsendelsen - det havde vi ikke gjort tidligere i denne sæson.
Vejrprofeternes prognose var lidt divergerende så det var svært at blive klog på flyvningernes march-tempo, men det så ud til at blive nordlig vind.

Lørdag morgen kom - der så mørkt ud mod syd, men ellers var vejret fint. Vores løslader i sektionen ringede til Martin kl. 6.50, da Martin var på vej til Støvring - han sad og fulgte et regnvejr, som så ud til at ligge helt stille over Støvring - så han var nysgerrig for at vide om det også var fakta. Martin var på det tidspunkt ca. 5 km syd for Aalborg, da det begyndte at dryppe - og ved Ellidshøj ca 10 km syd for Aalborg stod det ned i stænger - i Støvring stoppede det igen med at regne. På DMIs radar kunne man se en lille plet, der ikke så ud af noget, men inde i midten af dette regnvejr var vandmængden voldsom. Vi blev enige om at et sådant regnvejr til tider kunne få indflydelse på afgørelsen af en kapflyvning.

Efter at slaget var rengjort, var det tid til sektionsflyvningen fra Aabenraa skulle afgøres. Vi regnede med at hastigheden skulle ligge omkring 1250 mpm med den vind. Vi havde sendt et ret beskedent hold på denne flyvning - 4 hanner, som havde været på lang sidste uge + 2 hunner og 2 hanner under ny optræning - men vi havde gjort hvad vi kunne for at motivere dem - prøvede at lave lidt spas med dem, så vi evt. kunne tænde en af dem.

På 1229 mpm kom "Steven" (søn af "Tillermand" x "Lavigne") ind fra syd-syd-vest - det så lovende ud - og kort tid efter kom "Buster" (søn af "Goliath") - dog fra nordøst, som tegn på at han var kommet lidt for langt øst over. Vi var immervæk først i vores klub - stærkt mand - den lille leg med de gamle hanner havde åbenbart givet pote. De blev 5 og 15 i sektionen.

Så gjalt det DDB flyvningerne - allerede efter denne sektionsflyvning var vi klar over at Giesen kunne blive for hård til de 4 hanner, som vi havde sendt - det var udelukkende duer fra vores mellem/lang-hold, som var bedst på 400-600 km, men kunne det blive en nem eller hurtig flyvning a la sidste uges Gøttingen havde de en chance - blev det en flyvning a la Dresden for nogle uger siden, ville de nok falde af - og vi havde i første omgang stoppet de fine etårs 2-dagsflyvere, som kunne være perfekte at kombinere med, så de kunne være klar til næste år. Nå vi måtte se - nu gjalt det Emmen.

Emmen var en flyvning, som vi havde satset voldsomt på - 20 duer var på vingerne, der i blandt 14 etårs - så nu måtte vi se om det kunne give os et fint resultat.

Hastigheden syd på var ret langsom - i Herning lå den på den rigtige side af 1100 mpm - så vi var klar over at det kunne blive en hård nyser. 14.00 begyndte det at regne i Støvring - et regnvejr, som en time forinden havde givet Aalborg et skyl - typisk at vi lige skulle have det i hovedet, når Emmen skulle komme :( - gad vide om det kunne få indflydelse på duerne?

En halv time senere var vejret dog igen rimeligt - og der var stadig ingen duer i luften - regnvejret var drevet sydover. Kl. 14.42 dukkede den første op - en enkehun ind fra syd-syd-øst i et roligt svæv. Det var "Josh" fra Johs. Markussen - hun havde igen rejst sig efter at have været et par dage om at komme hjem fra Antwerpen - super flot. Kort tid efter kom "Steen" (søn af "Bruce" x "Roxanne") ubesværet fra samme retning - og igen kort tid efter både "Kashmir" (søn af "1700" x "Fifi") og "Regina" (datter af "Elton" x "Shania") - de kom som perler på en snor. Voldsom succes!

Vi var ovenud tilfredse - duerne havde indfriet de forventninger som vi havde til dem - i sektionen havde vi 10 placeret i Top 50!! 1, 4, 6, 7, 12, 21, 23, 31, 39, 42 - sikke en serie! I klubben var de 1, 2, 3, 4, 5, 7, 8, 10, 11, 12!

Giesen gik desværre som vi havde frygtet - og de 4 kunne ikke klare ærterne - vi skulle nok alligevel have sendt et par af de etårs langflyvere - bedste due i vores sektion fløj 981 mpm - puha, sikke en hård flyvning. De folk, som havde sendt 2-dags flyvere eller duer, som i generationer var skabt til hårde flyvninger, klarede sig noget bedre.
Sidste år fandt vi ud af at vi manglede duer til lige netop den slags flyvninger - og de var endnu ikke klar hos os - duer, som kunne stille på hårde flyvninger over 700 km.

Så denne weekend var endnu en løftet pegefinger, men som alle ved, kræver den slags opbygning af nyt materiel nogle år - vi kommer igen!!

Når så dette er pointeret, er vi nødt til at lige at dvæle ved weekendens positive resultat fra Emmen - flere har spurgt os, hvordan vi får vores duer til at komme godt og tæt - især på de flyvninger, hvor vi satser hårdt - i år har det været i særdeleshed mellem og landsflyvningerne. Naturligvis er der flere parametre, men vi er meget begejstret for de produkter fra Vanhee - især kombinationen af Victory Pills 3000+, Van-Ogentroost 4000, Van-Biergist Liquid 17000, Vanergy 13000 og Van-Endurance 15500 har i år hjulpet os i forberedelsen til en optimal kapflyvning. I det hele taget har alle produkter virkeligt levet op til vores forventninger, og vi har lyst til at anbefale dem varmt. Er der spørgsmål, er I meget velkomne til at skrive til os.

19. juli 2010

Den danske sommer havde stabiliseret sig - lørdagens vejr var næsten det samme uge efter uge - varmt og med sydvestlig vind 5-6 ms - de seneste 2 weekender havde det været for varmt - hårde kapflyvninger og meget hårde udfordringer for ungerne på deres første kapflyvninger.

Denne weekend havde næsten samme opbygning - dog med en væsentlig forskel - nemlig at temperaturen var lidt lavere og med regnbyger torsdag og fredag var luften også mere frisk. Det var flot vejr lørdag formiddag - dejligt vejr at vente på duer i.

Flot sommer i Danmark lige nu - her er det totalhunnerne, der giver den gas!

Vi skulle flyve Haderslev med unger og gamle, Altona, Gøttingen og Karlsruhe landsflyvning.

Morgenen startede med lidt regn på løsladelsesstederne, så det gav os rig mulighed for at drøne en tur med de resterende unger. Haderslev duerne blev løsladt kl. 8.00 og ungerne kl. 8.30 - holdet bestod af de duer som skulle på lang i uge 29 og et par stykker, som skulle startes op igen. Så vi havde da ikke de store forhåbninger om et topresultat - det blev det så heller ikke, men vi fik 5 af 10 på én gang og kort tid efter havde vi 8 af 10 hjemme - så flyvningen blev som vi havde håbet: En "hurra-flyvning" for at holde form og fjer på de duer, som var med.

Så ungeflyvningen var vi bag efter - vores ærgerlige opstart og minimal træning med ungerne kombineret med vores placering gjorde at ungerne ikke slog fra - og måtte en tur ind til byen. Og det var ikke optimalt - vi overvejede straks efter om vi skulle fortsætte med at lære dem disse unoder eller om vi skulle stoppe med at flyve dem i sektionen mod til gengæld at træne dem selv resten af sæsonen.....vi måtte lige gå i tænkeboks.

Før Altona flyvningen holdte vi som sædvanligt øje med resultaterne mod syd - altså i sektion 34, 52, 61 - for at beregne lidt på, hvornår vi kunne forvente duerne i Støvring. Hastighederne lå lige omkring 1330 mpm +/- så kunne vi få dem på den rigtige side af 1300 mpm var vi tilfredse.
Ind fra vest (?) kom "Anna" - hun var altså god - på 1319 mpm - hu ha, den så god ud. Men der var jo stadig en chance for at nogle duer ville holde hastigheden fra syd - det skete næsten hver uge - også i denne, hvor vores klubkammerat Henrik Skov blev sektionsvinder på 1336 mpm - flot!
Duen var en hun fra 2006, som har fløjet rigtigt godt i flere år - efter en han - barnebarn "Gek" - fra Rudi Hendrikx, Belgien og en hun fra Hatty Roest, Holland - begge duer klogt købt ind på auktioner ;-)

Resten af vores duer fra Altona kom tæt og pænt - næste duer efter "Anna" var "Klak 160" og "Blue Van", som begge har gjort det godt i år.

Så gjaldt det Gøttingen - hastigheden var ca. 1300 mpm sydpå, men her kom en enkelt due på 1334 før hastigheden vippede under 1300 mpm - vi var ikke helt med her - der kom godt nok 2 duer tæt på hinanden - "Elvis Jr" og "Bullet", begge har gjort det godt i år - men de manglede lige det sidste.

Måske var vores duer forkert "sat op", men på den måde havde det været en svært sæson - de 2 seneste weekender meget hårde langflyvninger, denne uge var pludselig "let" - duerne kom tæt og flot i sektionen og det så ud til at de fleste fik duer på flotte tider.

Det blev sådan lidt en la-la lørdag - egentlig tilfredsstillende nok, men ikke helt i top på noget.

Men weekenden var jo ikke ovre endnu - søndagen skulle bestå af fødselsdagsfejring krydret med en landsflyvning. Vi havde sendt de 4 duer, som gjorde det godt på årets første Karlsruhe - mon de kunne gøre det igen?

Bortset fra et par "nachtvliegers" lå hastigheden pænt højt - hastigheder omkring 1100 mpm - skulle vi holde hastigheden i Silkeborg, som vi ofte regner efter, skulle duerne komme 11.45 - og saftsusme om der ikke landede en lækker sort hun kl. 11.40 - yihaa! Det var "4" som sammen med sin redebror fløj de 3 landsflyvninger sidste år - og i år var de også sammen på årets første flyvning fra Karlsruhe. Desværre mistede vi der "3", som blev fundet død på Sjælland, men "4" fortsatte med at gøre familien stolt. Første flyvning som nr. 3 i sektionen - denne gang som sektionsvinder - super godt!

En time senere kom "106", som var 2 i sektionen på første flyvning, og blev nr. 5 i sektionen - også fantastisk.

En time senere igen kom "1125" - søsteren til "106" - flot trio - og for at fuldende en flot dag kom "1132" også søndag - 4 afsted, 4 hjemme på dagen!

Fælles for "4", "106" og "1125" var at de alle 3 var døtre af "Pari" - vores hun fra Jelle Jellema - her havde vi vist fundet en, der kunne lave dem ;-)

"4" - sektionsvinder Karlsruhe - nr. 15 i landet!

"106" - i år både nr. 2 og nr. 5 i sektionen fra Karlsruhe.

"Pari" - mor til vores 3 første fra Karlsruhe denne gang.

"Brive Bruder" - far til "4" - nu sektionsvinder Karlsruhe.

12. juli 2010

Vi starter lige med at gentage nedenstående konkurrence fra sidste uge i tilfælde af, at den blev gemt lidt nede af siden:

Har du købt duer på vores auktioner??
Vi vil meget gerne høre fra dig, hvis du har været heldig med de duer, som du har købt på nogle af de auktioner, som vi har været med til at arrangere.

Det kunne dreje sig om auktioner, som er blevet afholdt i sektion 54, i 023 Aalborg eller de gange, hvor vi selv har solgt duer på auktioner. Naturligvis vil vi også meget gerne høre fra dig, hvis du har været heldig med et godt køb på de mange online auktioner, som vi har haft glæden af at kunne arrangere.

Information om gode resultater, god avl i generationer, sektionsvindere, esduer er utroligt spændende at høre om. Mange af de brevduevenner, som vi har solgt duer for, vil utroligt gerne høre mere om disse resultater - en information, som også kan hjælpe dem til at gøre det endnu bedre.

Alt det kræver er at du vil sende os en email på mc@hansen023.dk eller et brev med information om hvilken due, som du har købt - og hvad den har medført af gode ting på dit slag.

Alle resultater vil blive bragt på forsiden af vores hjemmeside, som en lille god reklame for dig ;-)
Og blandt alle, der indsender materiale, vil der blive trukket lod om nogle fine præmier.

Her i juni og juli vil vi trække lod om en spændende sommerunge fra Herman Beverdam, Holland, til levering i efteråret og nogle Vanhee biprodukter.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Nå, tilbage til seneste weekend - vejret så ud til at blive flot - lidt skiftende vind, overvejende i vest, flot sol og godt varmt. Vi skulle deltage på 4 flyvninger - Åbenrå, Bremen og Dresden med gamle duer - og Kolding med unger.

Duerne fra Åbenrå var sluppet kl. 6.00 - og vi forventede egentlig duerne omkring 1400 mpm +/-, men de kom ned i nærheden af 1300 mpm - det var ligesom at morgenens varmedis stadig lå over landet, varmen var allerede høj, så duerne fik lidt mere varme at arbejde med. Vi fik de 2 første duer ret ind - dejligt at se - 2 enkemænd - "Steven" (søn af "Tillermand" x "Lavigne") og "Elvis Jr." (søn af "Elvis" x "Kylie"), som igen var med fremme. De 2 blev 13 og 15 i sektionen af 811 duer - vi var tilfredse.

Vi frygtede lidt den ungeflyvning - for det første fordi det var første gang at de skulle med i år - vi havde sendt 10 stk. - men også fordi at temperaturen kunne blive hård ved ungerne, hvis de ikke lige kom hjem med det første. Vi havde om morgenen kørt med de resterende unger til Purhus, ca. 50 km.
Mjah, vi var ikke lige frem med i første hug, men det var ikke det vigtigste - det vigtigste for os var at komme i gang, så vi kunne ruste vores unger til næste sæson.

I de sydlige sektioner var hastigheden på mellemdistancen faretruende lav - akkurat som sidste uge gik hastigheden længere ned end vi først havde regnet med - det blev en flyvning, som ligesom sidste uge var ret hård taget i betragtning af afstanden. Dog skulle vi flyve Bremen 440 km, men den blev hård.

"Heidi" kom immervæk igen - samme sted ind - flot af denne etårs hun - denne gang nr. 4 i sektionen af 349 duer - og nr. 24 i regionen af 2919 duer.
Herefter kom de næste ret stabilt hvert 5-6 minut - "Caterpillar" (søn af "Pantani" x "Diana"), "Frede" (søn af "Neil" x "Beyonce") - så vi var godt tilfredse med udfaldet - en fin serie i sektionen på en hård dag: 4, 23, 28, 40, 47, 62 etc.

Så skulle det gælde Dresden - og vi frygtede denne flyvning - når man så på duernes spredning på Bremen, ville det nok ikke blive specielt bedre på næsten 700 km. Og ja, det blev en hård flyvning med rigtigt store spredninger. I vores sektion blev de 20 første duer i sektionen spredt over 6 timer!!! Og det var de gamle "sejtrækkere", der kom rundt omkring.
Lige bortset fra vores egen første due - "Bette Erik" (søn af "Roede Erik" x "Rebecca") - som var en etårs, som skulle have årets eksamen inden næste års 2 dags flyvninger.

Puha, hvor var den slem - vi fik ikke de duer, som vi regnede med før dagen efter - og det var generelt hvad vi hørte fra venner rundt om i landet - de duer, som hidtil havde været gode, kom først søndag, mens de duer, som aldrig rigtigt havde vist noget, ankom som de første på slaget.

I løbet af søndagen fik vi flere duer hjem, som kom hjem uden de store "smerter" - var allerede klar igen om aftenen - men det havde været en hård weekend, så vi måtte lige dyrke lidt samtalepsykologi om mandagen, så vi kunne rejse os og planlægge næste weekend.

"Rooie Erik" - far til "Bette Erik".

"Rebecca" - org. Emiel Denys - mor til "Bette Erik".

5. juli 2010

Nu var sommeren da kommet til Danmark - sikke en vejrudsigt for weekenden - typisk dansk - nu var vejret nærmest blevet for varmt ;)
Det så i hvert fald ud til at blive en meget hård weekend fra weekendens langflyvning Antwerpen - normalt en hård nyser, men med 30 grader og torden kunne det oven i købet blive en rigtig gyser!

Som fortalt i sidste uge kunne vores unger ikke blive klar til denne weekend - og vi kunne aldrig finde på at "gamble" med de nye håb for fremtiden på sådan en varm lørdag.
Tidligt lørdag fik de i stedet en træningstur - og det passede perfekt at de kunne nå hjem inden sektionsflyvningen.

Det var en flyvning fra Kolding. Vores hold bestod af langflyvere og duer som skulle have en let flyvning, så det var ikke med voldsomme forventninger, at vi kiggede mod syd.
Vi havde prøvet at lirre et par enkehunner, som skulle have en kort flyvning, men det gav ikke den store gevinst. Ca. 11 minutter i 8, så vi 26 duer komme ind lige over vores slag - men desværre slog ingen ned til os - nej, de fortsatte bare ufortrødent mod nord.

2 minutter senere kom "Striker" - og ja, han var lige præcist bag ud med de der 2 ½ minut.

Solen var begyndt at stikke - der var meget varmt - og klokken var endnu ikke 10. Vi regnede lidt på Heide - hvis vi skulle holde samme hastighed som sektion 52, ville en tid før 9.30 være helt fin. Allerede kl. 9.24 kom den første - en enkehun - de har virkeligt fungeret for os i år - "Heidi" startede sæsonen flot - efterfølgende havde hun et par uger med mindre heldig form - men i torsdag da vi pakkede hende var hun på toppen - så det var ikke overraskende hende, der kom, selv om vi nogle gange har svært ved "at læse" de hunner.

Tiden var helt kanon - og endeligt skulle det lykkedes for os i år - sektionsvinder af 563 duer - og for anden uge i træk nr. 3 i regionen, denne gang af 3958 duer.
"Heidi" var en "rigtig M&C" - datter af "Bob" (direkte på avlsslaget efter "Goliath" x "Mahalia") x "Colbie" (direkte på avlsslaget efter "Jos" x "Streepje").

Der gik lang tid inden de næste kom - det var generelt for hele sektionen - men det der overraskede os, var at vi fik 4 enkehunner før vi fik en han - måske skyldtes det varmen?
En anden ting, der klart tegnede sig, var at vores Casaert duer virkelig var kommet i gang - de var helt enestående i varmt vejr sidste år og det samme skete denne varme lørdag - efter "Heidi" kom flere "Casaert" duer.

Men det var en hård flyvning - spredte hjemkomster hos mange i vores sektion - det lovede ikke kun godt for vores langflyvning, som var mere end dobbelt så lang - og duerne var først sluppet i Antwerpen kl. 7.00 p.g.a. regn.

Og det blev da også så gyseragtigt, som det kunne blive - hastigheder ved grænsen på lige omkring 1000 mpm - og stadig 250 km tilbage. Heldigvis var der lidt luft i ryggen - hvilket også gav et par hurtige duer i Nordjylland - men det var stadig utroligt flot, drenge!!

Vores første var "Elvis Jr.", igen halv Casaert, som til trods for kun 2 år på vingerne, allerede var en erfaren herre. Efter ham kom "Maleren" - også utroligt flot af denne 2 års.
De blev henholdsvis 8 og 13 i sektionen.

Da vi udsendte nyhedsbrev for 14 dage siden, gav vi mulighed for at deltage i en konkurrence - og den vil vi gerne lige gentage her, så du også kan deltage selvom du ikke får vores nyhedsbrev:

Har du købt duer på vores auktioner??
Vi vil meget gerne høre fra dig, hvis du har været heldig med de duer, som du har købt på nogle af de auktioner, som vi har været med til at arrangere.

Det kunne dreje sig om auktioner, som er blevet afholdt i sektion 54, i 023 Aalborg eller de gange, hvor vi selv har solgt duer på auktioner. Naturligvis vil vi også meget gerne høre fra dig, hvis du har været heldig med et godt køb på de mange online auktioner, som vi har haft glæden af at kunne arrangere.

Information om gode resultater, god avl i generationer, sektionsvindere, esduer er utroligt spændende at høre om. Mange af de brevduevenner, som vi har solgt duer for, vil utroligt gerne høre mere om disse resultater - en information, som også kan hjælpe dem til at gøre det endnu bedre.

Alt det kræver er at du vil sende os en email på mc@hansen023.dk eller et brev med information om hvilken due, som du har købt - og hvad den har medført af gode ting på dit slag.

Alle resultater vil blive bragt på forsiden af vores hjemmeside, som en lille god reklame for dig ;-)
Og blandt alle, der indsender materiale, vil der blive trukket lod om nogle fine præmier.

Her i juni og juli vil vi trække lod om en spændende sommerunge fra Herman Beverdam, Holland, til levering i efteråret og nogle Vanhee biprodukter.

Vi glæder os til at høre fra dig!

"Bob" - far til "Heidi".

"Colbie" - mor til "Heidi".

"Elvis Jr.".

30. juni 2010

Vi har opdelt vores unger i 2 hold - henholdsvis 1. kuld i ét rum og 2. kuld i et andet - i alt efter grovsortering ca. 80 unger.

For ca. 14 dage siden lagde vi an til de første ungetræninger, men desværre så vi pludseligt, at et par stykker "hang lidt i bremsen" i 2. kuldet - det så ud til at være Adeno-virus. Nu er vi ikke dyrlæger, men virussen er en lumsk type, som kan slå til fra den ene halve time til den anden - så det gælder om at være vågen. Man kan have lukket ungerne ud for daglig træning uden at det er noget at se - og efter 1 time i luften lander de og viser nogle af de typiske symptomer:

- ungerne sidder og hænger uden sult
- afføringen er gul, nogle gange også grøn og slimet
- ungerne kaster op

Der findes ingen vaccine mod Adeno, som f.eks. mod Pox eller Paramyxo, så ungerne må bekæmpe virus selv. Nu er det heller ikke det store problem - langt de fleste overlever uden levn - det store problem er til gengæld virusens evne til at nedbryde duens immunforsvar, så andre problemer kan slå duen ned. I langt de fleste tilfælde af Adeno-problemer får duen problemer med selv at bekæmpe coli-bakterien som i større eller mindre grad altid er i duen - hvis duen på smittetidspunktet har en stor grad af coli-bakterier, vil den sjældent overleve. Et andet problem er, at duen bliver dehydreret p.g.a. diaréen, som naturligvis også er farligt.

Derfor kan man vælge at gøre en af 2 ting - enten at gøre som Darwin nok ville have gjort, lukke døren til ungeslaget og lade dem bekæmpe virus og coli selv, så de stærkeste - lige præcis på det givne tidspunkt - overlever. Eller med en nem behandling hjælpe ungerne så de overlever.

Vi synes ikke at det er et problem at hjælpe ungerne til at overleve et bakterielt angreb ved at kæmpe mod colien - vi mennesker gør vel det samme og kan efterfølgende præstere lige så godt - så vi sørger for at være forberedt mod et evt. angreb.

Hvis vi observerer problemet, går vi straks i gang med "4-in-1-mix" fra Belgica De Weerd - det er et bredspektret antibiotika, som i særlig grad er udviklet til tilfælde af Adeno. Husk at fjerne grit og andre mineraler under kur. For på samme tid at hjælpe duen til at opretholde væskebalancen er det vigtigt at vi også giver elektrolytter i vandet.
Efter kuren er det også vigtigt at bringe duens mave i orden - vi giver multivitamin og et mælkesyrebakterie-produkt (Vanhee Van-Vitamino 16500 og Van-Digest 14000 (A38 kan også gøre det)) - husk naturligvis at give frisk grit og picksten igen.

Men som sagt - vi er ikke dyrlæger - så konsultér din egen dyrlæge, hvis du får problemer med Adeno virus.

Vi er kommet i gang med træningen af ungerne, men har valgt at udsætte vores ungesæson i en uge ;-)

Sidste weekend bød på 3 flyvninger - henholdsvis fra Kolding, Altona og Gøttingen. Vi havde valgt at fokusere på DDB's flyvninger, da sæsonens vestenvindspræg ofte bragte de etårs duer ud af kurs med indflyvning fra nordøst - ja, det var nærmest generelt for alle medlemmer - om man så lå i øst eller i vest.

Derfor havde vi kun sendt 6 duer på indland - uden chance for at vinde noget - og det blev også sådan.

Duerne fra Altona var sluppet kl. 7.30. Vi fulgte hjemkomsterne op over Randers og Silkeborg og kunne se at en tid før 12.35 kunne være god = 1200 mpm. 4 minutter før kunne vi pludseligt skimte nogle hvide slagfjer - "Anna" var på vej ;-) Super tid - hun blev 3'er i sektionen - og disse 3 duer var hurtigst i hele slippet af 3776 duer!!
Derefter kom "Caterpillar" - en lovende etårs han efter "Pantani" x "Diana" - med "Frede" og "Maggie" lige efter. Duerne kom tilfredsstillende.

Ud over eftermiddagen begyndte det at blæse op - det kunne godt blive en hård nyser fra Gøttingen. Hastigheden røg da også under 1150 mpm før duerne begyndte at komme - men de kom meget flot - "Striker", "Lyle", "Connery", "Elvis Jr." og "Wicked" kom tæt efter hinanden - 9, 12, 13, 15 og 18 i sektionen - flot serie!!

Fin weekend med fremgang at spore - enkehannerne var begyndt at røre på sig - formen begyndte at indfinde sig - nu skulle vi bare arbejde med at kurven kunne fortsætte op ad.

"Striker".

"Lyle".

"Connery".

"Elvis Jr.".

"Wicked".

23. juni 2010

Det så endelig ud til at vi skulle have ”echt duivenweer” (rigtigt duevejr), som vores venner i Holland plejer at sige. Godt nok med nogle drivende byger fra nord, men vejret skulle overvejende være godt med let nordvestlig vind. Sådan så det i hvert fald ud om fredagen, men lørdagen blev desværre forstyrret af nogle relativt hårde byger.

Weekendens program bestod af hele 4 flyvninger – Karlsruhe, Münster, Altona og Åbenrå – det skulle blive rigtigt spændende.

Åbenrå-duerne blev løsladt allerede kl. 06.15, så vi var tidligt i gang med at finpudse slaget – normalt støvsuger og vasker vi slaget indvendigt, så støvet ikke generer duerne i løbet af ugen – slaget er tomt, så det er en oplagt mulighed.
Hastigheden blev p.g.a. af vinden ret begrænset – vi var under 1300 mpm – men det er en fin og god konkurrence for duerne. Vores egne var nok lige en tak for tunge – ja nede i klubben kaldte nogle dem ligefrem fede!! – meeen det synes vi nu ikke – de er bare forberedt for lang og mellem ;-)

Den første på slaget var en af vores bedste etårs ”Train” – søn af ”Elvis” x ”Olympiatje” – og lige efter kom ”Grote Jaarling”. En topplacering blev det ikke lige til, da de første 50 pladser hurtigt er taget, men ”Train” blev da nr. 35 i sektionen.

Så gjaldt det Altona – de var løsladt kl. 07.00. Vi regnede på det – i sektion 52 fløj de 1225 mpm, så vi regnede på 1230 mpm – det skulle være et par minutter i 12, så vi stillede os an.
Kl. 12.05 var hastigheden faldet til ca. 1200 mpm – og vi begyndte at strække hals. Det stoppede vi umiddelbart hurtigt med, da en voldsom tordenbyge væltede ind over Støvring – hvad blev der af det rigtige duevejr??
Efter 10 minutters regn blev der igen tørvejr – og så kom ”Ermand” – puha, sikke en øretæve!!
Men det viste sig hurtigt efter et kig på DMI’s radar, at der lå et stort bælte af regn- og tordenbyger ned over landet – nærmest fra vestkysten og på tværs til østkysten – så hastigheden var dalet meget.
Lige efter ”Ermand” kom ”Blue Van” – og de to blev henholdsvis 9 og 21 i sektionen. Det var godkendt. Herefter kom 5 enkehunner i træk – også et lille tegn på at flyvningen var lidt berørt af regnen. Trip, trap som nr. 35, 48, 67, 81 og 83 i sektionen. Godt at se at de kom godt og tæt.

Duerne fra Karlsruhe begyndte at melde sig rundt om i landet – det så ud til at vores gode venner Helle & Louis i Horsens skulle løbe med den fornemme titel af ”landsvinder” (og det blev sådan – stort tillykke herfra!!)
Vi regnede og kunne se at en tid omkring middag ville være rigtig god, men kunne jo også godt se, at det vilde vejr hen over Jylland ville få afgørende betydning for de fleste duer. Umiddelbart vidste det sig, at der kom duer igennem – Arne Porsmose i Frederikshavn blev en flot nr. 7 i landet, mens Hans Bojer blev nr. 12. Super flot!

Pludseligt kom en lille rød hun svævende ind – fantastisk flot – det kunne kun være Karlsruhe – og med største lethed landede ”106” - en datter på ”Rooie Erik” x ”Pari” – super flot!
12 minutter senere kom der immervæk en mere – ”4”, datter på ”Brive Doffer” x ”Pari” og igen en time senere kom en tredje – denne gang en han, søn af vores Denys par, ”Emiel” x ”Rebecca”.
Super Karlsruhe – de 3 duer blev 2, 3 og 4 i vores sektion – 42, 49 og 84 i landet.

Regnen kom stadig væltende i byger – igen måtte vi stå og hænge under tagrenden, fladklemt ind mod dueslaget – vi blev godt nok våde, men vi ville se duerne kom hjem.

Flyvningen var Münster blev ligesom Altona ret hård og mærkelig – hastigheden for sektionsvinderen var nede under 1100 mpm – og vi røg godt under 1000 mpm. Første due var den flotte ”Kleine Jos”, søn af ”Jos” x ”Streepje”.

Vi tror at i hvert fald vores egne duer på forskellig vis og med større eller mindre held fandt vej gennem det store regnbælte – en noget anderledes afslutning på den flyvning, der dagen før så ud til at blive en meget reel langflyvning.

Mjah, vi drømte stadig om en weekend med flot vejr – men mon ikke den skulle komme næste weekend? ;-)

"Rooie Erik" - 2 døtre kom rigtigt flot på årets første landsflyvning.

"Pari" - mor til vores 2 første fra Karlsruhe.

16. juni 2010

Bevares! Kan du komme til, Hr. Vestenvind??

Man kan ikke sige at vi havde opgivet på forhånd – det ligger ikke til os – men det var tæt på. En af de mest ekstreme lørdage i flere sæsoner blev blæst ind i hovedet på os, da vi stod og ventede på duerne denne morgen. En lille smule sol til at starte med, men overvejende skyet – og så denne voldsomme vind fra vest.

Vi skulle flyve Vejen, Altona og Magdeburg, som havde den spændende Mariman-konkurrence med sig.

Sektionsflyvningen fra Vejen blev sluppet op af formiddagen, så vi skulle vente duerne fra Altona først.
Med meget begrænset optimisme stillede vi os med næsen mod øst – og vinden skruede endnu mere op for styrken – det var voldsomme betingelser for duerne. Desværre havde vi ikke duer med i den første flok, som vi så komme – nærmest som var de inden i en stor centrifuge – tumlende hen over himlen. Op og ned, højre og venstre, et umuligt forsøg på at holde flokken – utroligt at duerne overhovedet kunne holde retning.
Ind fra øst kom ”160” – igen som en af de første – men retningen og ”centrifuge-duerne” sagde os, at vi var bagefter. Lige efter kom en 1-års han, som også har gjort det godt – søn af ”Superkweker” x ”La vigne”.
Derefter begyndte det om muligt at blæse mere, himlen blev sort, og så kom der en voldsom byge – ak, det var ringe vejr at vente på duer i :(
Duerne kom heller ikke særligt godt fra denne station – ikke tilfredsstillende – vi var bagud. Vi valgte dog stadig at tro på vores koncept – og gav de meget særlige betingelser det meste af skylden.

Duerne fra Vejen kom til gengæld bedre – vi var stadig bagud – men de kom fornuftigt tæt og mere ret ind. De kom højt ligesom de havde søgt højere luftlag på vejen hjem – flot at beskue, når de kom, pakkede helt og drønede mod jorden – og til trods for denne vilde vind lykkedes det for de fleste at gå direkte ind.
De 2 første duer var ”Bette Ad” (søn af ”Blue Invincible” x ”Duffy”) og en gammel kending ”Fatter”.

Så gjaldt det den spændende konkurrence fra Magdeburg. Vi synes selv at vi havde sendt et godt hold.
Den første ”Grote Jaarling” kom flot – og lige efter kom ”Joss” igen som ventet. De blev 9 og 15 i sektionen – fornuftigt resultat.

Ærgerligt at konkurrencen skulle afholdes i sådan et dårligt vejr – igen med kraftige byger, som gjorde at vi skulle ”nyde” hjemkomsterne med våde bukser. Det kan nok heller ikke undgås at konkurrencen blev lidt skævvredet - selvom nogle rundt om i landet mener at det brede slip denne lørdag igen viste frem de bedste duer – mmmmh, selvfølgelig er der kommet mange gode duer hjem i gode tider, men vi tror også meget på at mange mindre gode duer bare er blevet blæst hjem – bredt slip eller ej. Ellers findes der godt nok ikke mange gode duer i den vestlige del af vores sektion ;-) Til trods for det brede slip er 9 af 9 flyvninger endt med vindere i østsiden.

Solstrålehistorien fortsætter:
Om vi så mener at nogle duer kunne komme hjem ved et tilfælde eller ej, er vi nødt til at bringe en lille fortsættelse af solstrålehistorien fra sidste uge. Helle og Klaus, 034 Mou blev nemlig sektionsvindere igen denne weekend. Fra Altona kom 2 børn af det par, som vi omtalte i sidste uge, som 2. og 3. due hos Helle og Klaus og blev 12 og 34 i sektionen.

På flyvningen fra Magdeburg kom det andet par, som de fik den gang, så i spil – og en han efter dette par blev sektionsvinder fra Magdeburg.
Forældrene består af en han (søn af ”søn Goliath” x ”Schoone Blauwe”) – altså redebroderen til hannen i det andet par – og en hun (datter af ”Conimix Prins” x ”De 10”). Vi har haft stor succes med samme linier – f.eks. er ”Conimix Prins” x ”Schoone Blauwe” forældre til ”Connery”, som har fløjet kanon hos os – og var bl.a. sektionsvinder fra Gøttingen som 1 års.

Stort tillykke til Helle og Klaus.

På avlsslaget er duerne igen sat sammen i nye par til en ny runde sommerunger - de små unger er lige om hjørnet, så vi glæder os - skønt med "barnetrin" på avlsslaget igen ;-)
 

"Conimix Prins" - en rigtig god avlshan!

9. juni 2010

I forrige weekend var der flyvning fra Haderslev, Heide og Bremen. Igen var vejret fint med sol, men igen med vestenvind. Denne uge lidt svagere, men stadig stikvest! Vi vil helst kunne høre motorvejen, så er der enten østenvind eller svag vestenvind.
Så er der fair konkurrence i vores sektion, men dette har vi ikke haft mulighed for de sidste par uger. Så vi må bare sørge for at hænge på så godt som muligt.

Vi sendte mange duer til udlandet. Til Bremen sendte vi 25 stk., da 16 af vores 18 duer fra langflyverslaget blev sendt. Men vi vidste godt at de ikke flyver i top endnu, selvom vi nu er på 440 km. Men de har godt af turen!

På Haderslev havde vi alle vore etårs hanner med. De gik igen for langt, og kom ind fra nord. Vi blev beskedne 121 af 1153 duer. Vi må også have øje for, at duerne fodres til mellem og landdistance nu. Første due var 268 (søn af "1700" x "Fifi").

Heide blev en mærkelig flyvning, for vores første due "Blue Van" (søn af "Autodoffer" x "Schalie Klak") kom ind direkte fra nord med 7 andre duer. De kom drønende lige hen over vores slag - vi fik et chok. Det så underligt ud - "Blue Van" slog op og gik ind - de andre 7 duer drønede videre direkte mod syd. Vi blev stadig 21 af 520 duer. Efter "Blue Van" kom 2 hunner - "Maggie" (datter af "Mozart" x "Magic Girl) og "Gamina" (datter af "Elton" x "Shania").

Da Bremen skulle ankomme, så vi en due som kom sydøst fra. Der var klem på! Og bang ned på sputnikken og ind. Ja, det var "Joss", en god hun som vi har fået fra Johannes Markussen. Herefter kom duerne flot ind syd fra - det så bedre ud - hun blev da også nr. 2 i sektionen.
Kort tid efter kom "Connery" (søn af "Conimix Prins" x "Schone Blauwe"), "Fatter" og "Grote Jaarling".

Status efter denne weekend. Alle duerne hjemme, og de ser rigtig godt ud. Hannerne mangler det sidste, måske er formen der ikke helt endnu, og måske kan vi motivere dem bedre. Vi skal forsøge at få dem til at slå fra flokken, som åbenbart kommer ude øst på. Vi vil prøve at vise hunnerne inden afsendelse for første gang i år.

Der kommer vestenvind igen, og denne gang endnu kraftigere. Vi tager udfordringen op!!

Ugens solstråle-historie - som vi er meget stolte af:

Da Klaus Poulsen, 034 Mou i 2006 vandt 2 unger hos os, valgte vi at give ham 4 unger, som han kunne forme 2 par af. Klaus og hans kone Helle har altid sagt at de var meget glade for dem, men i første omgang troede vi måske bare, at det var deres flinke sind, der bare løb af med dem ;-)

Men efter en meget flot sæsonstart fra Klaus og Helle blev det interessant for os at spørge ind til duernes afstamning - og vi blev meget glade for svaret:

Det ene par - som består af 722 (søn af søn "Goliath" x "Schone Blauwe") og 724 (datter af "Crazy" x datter "Goliath") - altså i virkeligheden et skønt mix af vores vigtigste linier - har avlet ret fantastisk. De er forældre til 2 3-års duer og 2 2-års duer, som har startet sæsonen 2010 med følgende resultater: 1/355, 2/427, 5/520, 5/432, 10/355, 27/1125, 28/355, 38/901, 46/645, 54/371, 78/901. Det er da fantastisk flot!!

Bare seneste weekend stillede de 4 duer som nr. 5 i sektionen af 520 duer fra Heide - og nr. 1, 10 og 28 af 355 duer fra Bremen. Kapow!

Det andet par, som Klaus fik fra os, ser ud til at få fine resultater på de længere flyvninger - er også af Zoontjens blod - så det glæder vi os til at høre mere om.

Vi ønsker Helle og Klaus al mulig held og lykke frem over - og glæder os til at høre om flere gode resultater!! ;)

"Schoone Blauwe" - en fantastisk avlshun!

"Goliath" - en fantastisk avlshan!

2. juni 2010

Året første flyvninger på DDB blev afholdt sidste weekend. Vejret var helt i top med sol og over 20 grader, og det var faktisk lidt at et lykketræf, eftersom vejret både fredag og søndag var uegnet til kapflyvning. Vinden var sydvest, og det blæste ret kraftigt - ca. 10 m/s.

På sektionsflyvningen fra Kolding havde vi kun etårs duer med og en enkelt 2-årig hun, som ikke helt var, som hun skulle være.

De første 2 duer kom sammen, men helt ude fra øst, hvilket som regel er et dårligt tegn, når de skal flyve i modvind det sidste stykke. De manglede også lige det sidste og blev 53 og 57 i sektion af 1125 duer. Men ellers kom de godt de etårs duer, og de viste, at de snart er klare til større opgaver. Første due var igen 211 "Frede". Han kan vist flyve!! Kom sammen med 205 (søn af "Teletext Wal" x "Tutte).

Vi havde herefter 2 flyvninger fra Kiel. Vestenvinden tog til, og duerne fik ikke slået fra i tide. Så vi var lidt bagefter på begge flyvninger.

Kiel I: Nr. 16 af 427 duer - vores første due var "Bullet" (søn af "Pantani" x "Streepje") - derefter kom 214 (datter af "Bob" x "Colbie") og "Joss" (fra Johs. Markussen).
Kiel II: Nr. 46 af 432 duer - vores første due var "Connery" (søn af "Conimix Prins" x "Schone Blauwe") og ligeefter 275 (datter af "Prince" x "Streepje")

Men ok - vi er lige startet, og duerne så godt ud og alle hjemme.

28. maj 2010

Her på falderebet inden de næste kapflyvninger, kan vi lige nå kort at kigge tilbage på sidste weekends flyvninger. Vi havde 2 flyvninger fra Åbenrå. 209 km.

Vejret var fantastisk. Sol og sommer med 25 grader. Vinden var i nord. Svag vekslende mellem nordvest og nord. Den var ifølge DMI også lige ovre at vende i nordøst på et tidspunkt.

Vi stod og kogte oppe på dueterrassen, for med vinden i nord, stod vi i læ. Dog ikke for solen, så næserne var røde til aften. Vi blev vidne til en fantastisk oplevelse, for duerne kom rigtig flot. De var nede i fart, så de kom resten ind direkte fra syd, så vi kunne stå og se dem komme ind over markerne. Vi blev enige om, at såfremt vi var bagefter, ville vi alligevel fryde os over dagens kapflyvning. Men duerne var rigtig flot med i sektionen. Især på det første slip.

Åbenrå I: 3-7-8-9-10-34-35-60 mm af 901 duer
Åbenrå II: 29-54-81 mm af 924 duer.

Vi var tilfredse, og duerne viste at formkurven er på vej opad. Første due på den første flyvning var en etårs han, som vi har et godt øje til. Han skal blive
spændende at følge. ½ Van Loon og ½ Klak. Vores klassiske kryds som igen har vist, at det kan give topduer. Hans far "Neil" har vi selv lagt direkte til efter "Mozart" og "Louise" - moderen er "Beyonce", en De Klak hun, fryd for øjet.

"Frede" - søn af "Neil" x "Beyonce".

"Neil" - søn af "Mozart" x "Louise".

"Beyonce" - halvsøster til 1. Nat. La Souteraine 2001

På den næste flyvning var det så en datter "Hyacint" direkte efter "Mozart", her i parret med en spændende hun af bedste Schaerlaeckens afstamning. En lovende enkehun, som allerede fløj stærkt som unge.

"Mozart" - org. Louis Van Loon.

"Magic Girl" - datter af 1. Nat. Esdue Mellemdistance 2006 i Holland


I morgen gælder det de første DDB flyvninger. Vi skal flyve fra Kiel. Vi har sendt alle de gamle duer med undtaget en enkelt hun. I sektionen flyver vi fra Kolding. Der har vi alle de etårs med.

God vind til alle.

21. maj 2010

Vejret til kapflyvningen den 15/5 så ikke for godt ud. Vi sendte alle vore duer, undtaget 3 stk, der var kommet sent ugen før, da vi stolede på vores løslader. Vi fodrede dem rigeligt, for måske ville det hele blive udsat.
Men vores løslader havde igen sat sig godt ind i tingene, og øjnede muligheden for slip tidligt på dagen, til trods for at dette ville betyde, at han skulle gå lidt på kompromis i forhold til sine normale løsladelseskriterier.

Om morgenen var der sol og tøvejr, men koldt. Duerne blev sluppet i 6 graders varme i skyet vejr og vestlig vind.

Det blev en succes, da vi fik en meget fin kapflyvning. Duerne kom fint, og vi fik alle 53 duer hjem uden problemer.

I det første slip gik duerne lidt for langt, så de kom ind fra øst. Første due "160" er vores sidste han efter den gamle De Klak han ”Jos”. Han kom godt - og herefter kom de ret tæt.
I det andet slip kom der 2 duer direkte fra syd. Det var en enkehun "Anna" og en enkehan "Striker". Begge duer, som sidste år var blandt vore bedste duer. De blev placeret i den rigtige ende som 6 og 7 i sektionen. Resten kom ind fra øst, så der gik 10 min, før de begyndte at komme tæt.

Alt i alt en tilfredsstillende weekend. Vi fik duerne hjem i fin stand, og vores enkehunner viste igen, at de er helt på niveau med hannerne. Det bliver meget spændende at følge dem, for hvis de kommer til at fungere, får vi mange flere strenge at spille på resten af sæsonen! Vores plan er, at de skal flyve mellemdistance flyvningerne uge efter uge, når de selvfølgelig er i orden til det!

Nu er sommeren for en stund kommet over os. Der er kommet varme i luften, og både mennesker og duer nyder det. I morgen er der kapflyvning fra Åbenrå. Det bliver fantastisk at vente på duerne uden overjakke og kolde tæer. God vind til alle!
 

"Klak 160" - sidste søn af vores De Klak stamhan "Jos".

"Anna" - en kanon enkehun - det har hun vist flere gange.

"Striker" - også efter vores De Klak stamhan "Jos".

13. maj 2010

Så er sæsonen startet, selvom det ligner efterår udenfor. Regn og kulde og ikke de bedste betingelser for kapflyvninger. Vores start i sektionen blev udsat til søndag og forkortet til 93 km for vores vedkomne. God beslutning af løsladeren for kapflyvningerne lørdag blev en slem omgang for flere af vores brevduekammerater især i Sønderjylland. Vi krydser fingre og ønsker jer pøj-pøj med at få duerne hjem.

Vores resultat på flyvningen fra Hasselager er nemt at skrive om, for duerne ramte helt forkert og kom ind bagfra. Hele slippet blev tilsyneladende drevet langt ud vest på - og så ind langs Limfjorden. Dermed var det en lang tur tilbage i modvind - og vores duer var 10 min bagefter de bedste i sektionen. Ikke godt nok men på samme tid ok, da den korte flyvning og denne vestlige rute gjorde det svært.

Vi er fortrøstningsfulde og stoler på, at duerne er der, hvor de skal være. De træner nemlig rigtig godt herhjemme, klatterne er mere end perfekte, vægten er fin (de mærkes lette uden at være tynde), hvide næbvorter og glinsende øjne, fjerdragten er blød. Mjoh, de har lidt ører stadig, men det går vist også lidt fremad på den front.

Så vi klør på og prøver igen. Vejret til weekenden ser skidt ud, så det kan være vi kommer til at vente en uge mere med at komme tilbage i kampen!

"Alle taler om vejret men ingen gør noget ved det", Storm P.

5. maj 2010

I de sidste 2 weekender er der blevet arrangeret nogle fællestræninger i vores klub. Da vi bor 15-25 km syd for de fleste klubkammerater, var vi ikke med på de første træninger, men i sidste weekend sendte vi vores duer med på træningerne fra Onsild. Vi har ca. 35 km til Onsild, som er den længste distance, som vi sender de gamle duer forud for en sæson, så det passede meget godt for os. Som tidligere beskrevet træner vi ikke vores duer så meget forud for en sæson - vi tror på at det vigtigste er at duerne lærer at komme hurtigt afsted på slipstedet samt lære selve systemet - altså at de bliver pakket, bliver fragtet og kommer hjem til fryd og gammen på slaget. Men et par slip sammen med andre duer, som de så skal skille sig ud fra, kan også være en god erfaring for duerne. Nu må vi se om de er klare på lørdag ;-)

De sidste 3-4 uger har faktisk haft bekymret os på et andet punkt forud for sæsonen. 2 uger efter at vi lige som startede sæsonen op med daglig træning o.s.v., begyndte vores enkemænd at få lidt for "store ører" - altså strittende ører, som et tegn på et problem i luftvejene. Sidste år så vi gennem hele sæsonen samme problem til trods for at vi havde fine resultater. Hvis vi sender billeder og spørgsmål rundt til flere venner rundt i flere lande, finder alle det alarmerende med strittende ører, som vi også selv gør. Der er et eller andet på slaget som ikke rigtigt fungerer.
Derfor har vi de seneste uger tænkt meget over vores indretning - og har gjort flere tiltag. Nu må vi se, hvad resultatet bliver - og så snart vi har fundet "de vise sten" vil vi fremlægge løsningen her på siden.

Vi finder det meget vigtigt altid at være vågen overfor eventuelle forbedringer, ja eller problemer - det kan være de helt små ting, der gør en forskel set over en hel sæson.

Nogle af enkemændene stritter lidt med ørerne og fjerene rundt om næbbet.

24. april 2010

Sæsonen nærmer sig nu for alvor med hastige skridt. Der er nu kun 2 uger til, vi starter kapflyvningerne i vores sektion.

Træning:
Vi startede træningerne op fredag den 16/4. Vi startede på 15 km og har siden trænet 15 km, 20 km, 20 km og 30 km. Vi forsøger at køre hver anden dag. Den mellemliggende dag bruges til at duerne kan komme ud til træning omkring slaget, som vi tillægger stor værdi. Konditionstræningen foregår derhjemme. Turene i bilen foretages for at lære duerne systemet samt for at gøre dem skarpere på sidste del af ruten på de snartkommende kapflyvninger.

Duerne er på system. Det vil sige at enkehanner og enkehunner går adskilt, og de naturlige har æg i rederne. På enkeslaget lader vi duerne komme sammen efter træningerne. Det er tidligt, og det bliver spændende om de kan holde gejsten hele sæsonen, men vi ønsker, at duerne er motiveret på træningerne. Det skal sidde i dem, at de flyver i højeste gear og helst den direkte vej hjem. De skal storme ind ved hjemkomsten. Umotiverede duer har tankerne alle mulige steder, og de kan tilegne sig dårlige vaner.

Vi slipper hunnerne for sig selv, de naturlige for sig selv og til sidst hannerne. Altid hele flokken. Aldrig enslip eller mindre grupper. Vi vil helst have at de kommer hjem sammen. Vi mener, at duer der kommer ud af kurs lærer mindre. De flakker stressede rundt og kommer halsende hjem - og de ødelægger systemet - for sig selv og evt. mage. Ofte hører man: "Jamen de har da i det mindste lært noget", når duerne har brugt lang tid på at komme hjem. Men vi tror på, at duer der flyver i høj fart, den direkte vej hjem, lærer mere. Om de har talentet til også at gøre det på de rigtige kapflyvninger, hvor de helst skulle tænke selv, og helst skulle gå foran de andre, ja det må tiden vise. Det kan vi alligevel ikke lære dem!

Vi har i år tro på, at enkehunnerne bliver en succes. De virker meget fokuserede på rederne og træner tilfredsstillende omkring slaget. Det bliver spændende, om vi kan få det våben oveni nogle godt flyvende enkehanner.

En 1-års han er ved at være på mærkerne!

Alle duer fodres på nuværende tidspunkt med Gerry Plus. Vi fodrer knapt og afmålt - ca. 20 gram pr. due morgen og aften. Vi er begyndt med biprodukter, for at de kan lære at æde korn med olie, drikke vand med sur smag osv.

Til sidst: HUSK GRIT. Vi giver frisk grit hver eneste dag! Det er meget vigtigt for duens fordøjelse. Vi taler ofte om et besøg, som vi havde hos en dyrlæge i Belgien. Vi besøgte ham med klubben, og vi havde mailet til ham, at vi gerne ville lære noget om duesygdomme, og vi ankom til hans slag med en forventning om et længere foredrag om diverse medikamenter og symptomer på alverdens sygdomme. Han kom ud af slaget med en skål med grit. "Glem alt om medicin og kure. Dette er det vigtigste for duen, og det er med til at holde en perfekt sundhed, og I sparer jeres penge på medicin. Vil I se mine duer!" Kort foredrag, så vi blev først lidt skuffede - men det er vise ord!!

Held og lykke på flyvningerne!

19. april 2010

Kapflyvningssæsonen i Danmark nærmer sig en begyndelse, men lidt længere syd på i Holland og Belgien er de gået i gang. Derfor tænkte vi lige at vi ville skrive lidt om resultaterne dernede - eller mere om, hvor man kan studere dem - flere har spurgt os.

Der er masser af muligheder på internettet, for at følge med i hvem der klarer sig godt på de forskellige flyvninger. Vi holder meget af at følge vores udenlandske venner, og på samme tid kigger vi efter nye slag, som gør sig bemærket med topresultater. Måske kan vi være heldige at finde et nyt topnavn, som kan bruges som nyt auktionsnavn, eller som slag vi selv får lyst til at besøge eller investere i. Hvis man holder øjnene åbne, kan man finde mindre slag, hvor duerne måske ikke er så bekostelige, men hvor resultaterne er fantastiske.

Den hollandske resultatside www.compuclub.nl er rigtig god, og resultaterne tikker allerede ind lørdag aften, hvor hollænderne regner ud. Efter nogle dage kommer det endelige resultat. Man skal klikke på "Tussenstanden", hvorefter de forskellige afdelingers midlertidige resultater kommer frem. Holland er delt op i 12 store afdelinger, som præsenteres med samlet resultatet. Man kan også se underafdelingerne resultater. Det er lidt svært at gennemskue, om det er sektioner eller grupper, man kan følge, men det giver et godt billede af, hvordan de forskellige folk flyver. Så er det bare med at kigge og finde nye navne. Hvis man vil se de endelige resultater, skal man klikke på "Einduitslagen", der kan man også se antallet af medsendte duer.

For at give jer lidt at kigge på, kan vi oplyse nogle af de store navnes sektioner. Flere af dem er i toppen hver uge. De flyver fantastisk:

Afdeling 1 Samenspel 7: Koen Minderhoud og Cees Schroevers
Afdeling 5 Sam. Drechtsteden: Piet og Peter van de Merwe
Afdeling 6 Rayon A: Comb. Bleeker, Rayon C: Bert Braspenning og Piet Valk
Afdeling 7 Regio 2B: Comb. Verbree
Afdeling 8 Regio 2 - Kring 4: Alwin Petrie, Peter Van Osh, Eijerkamp, Marcel Sangers. Regio 2 sendte den 17/4 7333 duer på flyvning på ca. 150 km. Alwin Petrie har vundet de 2 første flyvninger med over 7000 duer!!!
Afdeling 9 Kring 1 cc 2: J. Doldersum & Zoon. Kring 1 cc3: Herman Beverdam.
Afdeling 10 Rayon 10: C & G Koopman og Jan & Kathy Lotterman
Afdeling 11 (den afd. som vi følger mest, da det er det område i Holland, hvor vi har flere gode venner): I ACG 3: Gebr. Koehoorn, ACG 8: H & A Roest og F.S. Boersma, ACG 10: P. Veenstra og J.D. Poortvliet.
Afdeling 12 Sam. 1: Van Rijn & Meeder.

Find selv flere :-)

Vores gode venner Brdr. Koehoorn er som nævnt i afdeling 11 og de har fået en fantastisk start på sæsonen med deres hurtige Klak/Van Loon duer. Efter kun 7 private træninger har de virkelig fået deres 20 par naturlige duer på toppen. Første flyvning blev de 1,2,3,4,5,22,50 af 2281 duer på 177 km. I deres sektion er de 1,2,3,4,5 af 1094 duer, og har placeret 23 af 31 medsendte duer. På den foreløbige resultatliste kan vi se, at de på den anden flyvning blev 17,19,20,22,24 af ca. 2200 duer. I deres sektion var der 1101 duer med, og her placerer de sig som nummer 5,6,7,9,11, og har placeret 17 af 25 medsendte duer i præmielisten. Flot start!!

Hvis man vil se duer fra Belgiske flyvninger, kan det anbefales at gå ind på www.pipa.be (se under "Clubs" og "Racing Season") eller www.superduif.be (se under "uitslagen").
 

7. april 2010

Efter en usandsynlig lang og kold vinter er foråret endelig over os. Fantastisk - i dag er der sol og 14-16 grader.

31 dage - så starter kapflyvningssæsonen 2010. En travl, men meget spændende måned venter, inden vi igen skal kapflyve duerne og teste egne og duernes styrke.

Vi har igen i år valgt ikke at lade vore enkehanner og enkehunner få unger. De blev parret i midten af marts, hvor de fik lov selv at vælge en mage. Vi ønsker de selv vælger og gerne med den mage, de havde året før eller på ungeslaget. De får også muligheden for at vælge en ny, hvis det frister. Vi tror, det gavner senere i sæsonen, at parrene er glade for hinanden. Æggene kom utroligt godt. Det er et tegn på, at duerne er i orden. Duerne blev skilt igen, da æggene var ca. 5 dage gamle. Det var den 31 marts. Samme dag blev vintervolieren pillet ned.
Så nu er ferien forbi. Duerne har ikke været ude siden efteråret, så nu skal de igen på vingerne, så de kan få en god kondition, inden de første træninger begynder.

Når vi skal genopbygge konditionen, lukker vi duerne ud flere gange dagligt. De får ikke lov at rende ude. Så snart de ikke flyver mere, kaldes de ind. Vi bestemmer, og vi vil helst ikke have nogle dårlige vaner med, at de sidder rundt omkring på tagene, eller de render og roder i haven. I luften eller inde på slaget! Vi lukker dem hellere ude så mange gange i løbet af en dag, som det er muligt. Vi tvinger dem ikke i luften de første dage, men de drives ud af slaget, og indflyvningen lukkes, mens de er ude. Det hele tager megen tid, men det passer fint med påskeferien, så er der tid til at de mange hold skal lukkes ud på skift.
Vi holder altid øje med duerne, når de er ude. Der er en høg i området, og den skal ikke have for let spil. Den har allerede haft "nallerne" i en unge.

De har nu trænet i 10 dage. Turene bliver længere og længere, og de går højere og højere op. Vi ønsker/kræver på sigt, at de skal flyve mindst 45 minutter, når de er ude. Vi værdsætter det højt, og vi kører ikke med duerne, før de træner på den måde. Det er vigtigere, at de træner godt hjemme end at køre en masse småture, før de er helt fysisk klare. Hvis de ikke flyver af sig selv inden længe, begynder vi at holde dem i luften med vores gamle kost, som de kender fra ungetiden. Men vi tror på, vi kan klare os uden i år, da duerne virker til at være helt på toppen og flyvelystne.

De naturlige/maraton duerne blev parret i starten af marts. Da første hold æg var knap 10 dage, blev de fjernet. De er nu begyndt at lægge æg igen. Æggene blev trukket for at udsætte fældningen. De skulle helst have fjer til München i uge 31.
De naturlige har fløjet mere ude. De blev også lukket lidt ud i november og december. Helt indtil der kom sne. De sidste 14 dage er de dagligt blevet lukket ud. De træner fantastisk omkring slaget. Højt og gerne i en time uden vi overhovedet gør noget.

Som sagt går de andre duer adskilt. De får ikke lov at komme sammen og få æg igen, men vi lukker dem sammen til nogle "weekend-ophold" for at holde interessen for deres mage.

Duerne fodres i denne tid med Gerry Plus for at holde dem i den rette fysiske form.

De har netop fået en fuld kur mod Gul Knop, så de er godt renset ud.

På ungeslaget sker der ting og sager. Vinterungerne har nu fældet kropsfjerene, og de ligner nærmest voksne duer. De mærkes fantastisk.
De flyver ikke så meget endnu, sikkert fordi de er lidt for tunge, men de ser godt ud, så det kommer nok, når de knibes lidt i foder.

Held og lykke med forberedelserne til en ny kapflyvningssæson.

På avlsslaget er vi nu igennem 3 runder unger. Det har været en hård vinter med masser af frost og kulde - og et par flækkede vandtrug - men vi synes at vi idag står med en kanon flok unger.
Det skal blive spændende at følge deres udvikling og træning.

Nu skal parrene skilles ad - og de skal som sidste år nogle uger på "rensekur", inden vi skal lave nogle sommerparringer.
De bliver i de næste uger fodret med renseblanding, så "systemet" kan falde lidt til ro igen. Og så kan vi koncentrere os om forberedelserne af kapflyverne inden sæsonen ;-)

Et flot par fra maratonslaget.

Et af de store håb for fremtiden - "Frede".

24. januar 2010

Selvom vi nu bevæger os mod slutningen af februar, er vinterens kulde stadig over os. Heldigvis har vi tø i dag – og det ser ud til at vejret bliver bedre i de kommende dage – dog stadig med nattefrost.
Det er mange år siden, at vi har haft så lang en tid med sne og kulde - og de fleste er nok ved at være trætte af at tø vandtrug op. Det kræver også en særlig indsats, hvis man vil sikre sig alle æg - hvis ikke hunnen lægger sig på det første æg om natten, fryser det jo til en lille ægge-isklump.

Vi har jo mange avlspar og vil derfor ikke komme til at mangle unger til ungeslaget - så vi har valgt at lade naturen/duerne stå for hvilke unger, der kommer i år. Nogle par har derfor kun én unge i et kuld, hvis et af æggene har fået frost.

For 1 mdr. siden satte vi første kuld på ungeslaget - en skøn flok, som allerede sætter et stort håb i vores tanker på sæsonens ungeflyvninger. Den næste runde er nu 14-16 dage og snart også klar.

En skøn flok 1. kulds unger!

Et par af de gamle hanner har haft store problemer med at komme i gang i år - vi er foreløbigt rolige og håber at de kommer i gang - vi har givet dem en unge fra et andet par for at få gang i hormonerne. Kommer de godt i gang, vil vi holde os til et råd, som vi fik fra vores gode ven Herman Beverdam, ikke at stoppe dem i avl om efteråret. Når de gamle avlsduer bliver skilt ad om efteråret, kan de have svært ved at komme i gang igen til vinteravlen - så derfor er det bedre at holde dem parret hele efteråret og vinteren, for så er hormonerne i gang - og de holder længere som avlsduer. Vi krydser fingre!

På flyveslaget prøvede vi op til weekenden i Brædstrup at forberede nogle duer til landsudstillingen. Selvom vi ikke synes, at vi har særlig megen forstand på at finde duerne, synes vi at det er sjovt at deltage - og ikke mindst bakke op om et flot arrangement. Vores opfordring skal være at flere kigger lidt på deres duer, tager en snak med nogle udstillingsspecialister og sender et par duer, så denne udstilling kan blive endnu større frem over.
Udstillingen gik ok for os - vi fik en 2. plads i klasse 1 med ”Ermand”. Han vandt sidste år i klasse 3, så det er dejligt at have en due der både er velbygget, men vigtigst, at den også kan flyve. Vi fik tillige en 3. plads i klasse 3. Det var en halvbror til ”Ermand”, så det var flot.
Selve weekenden var som sædvanlig meget hyggelig og sjov - vi håber, at vi bliver endnu flere samlet næste år – det er årets duefest i Danmark!

I forrige weekend var vi i Dortmund til den tyske brevdueudstilling. Selv om der ikke var så mange som normalt om fredagen var det spændende at få en update på alt det nye, der sker inden for sporten. Vi brugte fredagen til at handle i - og lørdagen til at snakke med en god flok af udenlandske duevenner.
Her var stemningen også i top - en rigtig hyggelig weekend, som virkelig satte gang i de små grå vedr. duer!

Spændende udstilling - vi blev opdateret på nyhederne.

Vi fik en god snak med Vanhee - god tips og tricks er snart på vej.

På flyveslaget er der stadig ro. De er ikke blevet parret endnu, men så snart vejret bliver lidt bedre, så skal de have et hold æg. De får ikke unger, men skilles igen når æggene er 4-5 dage gamle. Landsflyver duerne skal dog have et hold unger.
Vi har fundet de 12 hunner vi helst vil flyve med efter totalsystemet. Vi holder øje med, at hunnerne ikke parrer sig med hinanden. Skulle det ske, bliver de straks sat af holdet, og en anden hun kommer på. Hvis de om vinteren har interesse for an anden hun, duer de ikke til dette system. Vi så lidt igennem fingrene med det sidste år, da et par af de bedste parrede sig. Vi fik intet ud af dem i sæsonen, så i år vil vi slå hårdt med på dem.
 

 


© Copyright/ansvar M&C Hansen 1998-2022 - Kontakt Os 2