Artikler
Christian Mikkelsen, 075 Morsø – og ”119” – sektionsvinder – igen!
I 2009 husker vi særligt tilbage på landsflyvningen fra Karlsruhe, da vores gode ven Christian Mikkelsen gik helt til tops
som landsvinder med ”119” – en flot, flot præstation, som ikke blev mindre flot, da ”119” igen blev nr. 5 i landet fra næste
landsflyvning fra Freiburg. Og redebroderen ”120” blev nr. 2 i sektionen og 18 i landet.
Desværre mistede Christian ”120” fra München, men ”119” har været fantastisk lige siden.
Da vi i år fløj Baden-Baden blev ”119” igen sektionsvinder – og på årets første overnatsflyvning fra Limburg blev
han nr. 15 i sektionen – og vi mente at det var tid til at skrive om denne pragtfulde han!
En imponerende liste af resultater indtil videre – vi tager dem bare fra en ende af:
Karlsruhe 19/6 2009 – Sektions- og Landsvinder!
Freiburg 18/7 2009 – Sektionsvinder og nr. 5 i landet
Karlsruhe 18/6 2010 – Nr. 9 i sektionen og nr. 86 i landet
Karlsruhe 17/7 2010 – Nr. 4 i sektionen og nr. 29 i landet
Limburg 10/6 2011 – Nr. 2 i sektionen og nr. 24 i landet
Baden-Baden 24/6 2011 – Sektionsvinder og nr. 7 i landet
Limburg 9/6 2012 – Nr. 15 i sektionen og nr. 237 i landet
Baden-Baden 23/6 2012 – Sektionsvinder og nr. 35 i landet
Altså 4 x sektionsvinder og 4 x Top-25 i landet – flot flot flot!
(Se her en samlet liste af resultater.)
”119” er tillagt på 2 org. Jos Joosen duer, som Christian købte på Meldgaard Busturen i 2006.
Faderen BEL06-6185376 er barnebarn på 2. Nat. Dax BEL89-6679050.
Og moderen BEL06-6185397 er ligeledes efter Dax-linien.
”119” er velbygget, mellemstor af størrelse og med et pragtfuldt øje.
Selvom han er en moden herre flyver han med stor lyst rundt om slaget –
og på vores besøg fløj han rundt alene uden for flokken, som om han overfor de unge ville udtrykke
myndighed og ”i skal ikke tro at I er noget, knejter”.
Christian Mikkelsen forbereder ”119” forud for den første overnatsflyvning ved at starte ham
på de første sektionsflyvninger og så snart, der er DdB-flyvninger på programmet, sendes han der.
Så sendes han derefter til Limburg, Baden-Baden, Antwerpen og Karlsruhe – i de mellemliggende weekender
får ”119” kun en kort træningstur.
Christian har en supermakker i sin kone Kirsten - det er bare skønt at se
at hun på samme måde går op i duerne. Vi spurgte om hun så gik i haven, mens
de ventede på duerne - "næh", sagde Kirsten, "jeg sidder der!" - og pegede
på bænken, der står foran slaget. Hun er lige så meget med i sporten - og
bakker Christian op.
Vi havde også fornøjelsen af at være sammen med begge to i Sydafrika - tænk
sig at konen tager med på dueferie - det er stærke sager ;-)
Generelt fodres der med Gerry Plus lørdag ved hjemkomst, søndag og mandag morgen.
Herefter over på 50% Versele Laga Active Life Sport og 50% Mariman Variamax resten af ugen.
Om aftenen går Christian og forkæler med lidt afskallet solsikke og en majsblanding.
I vandet får duerne Hermolyt om tirsdagen og elektrolytter ved hjemkomst –
i 3 ugers rotation med henholdsvis middel mod gul knop, middel mod luftvejsinfektioner og 3. uge bare i rent vand.
Enkel plan – som virker.
Christian er klar til weekendens flyvninger fra Antwerpen – mon ikke også at ”119” er?
Vi ønsker i hvert fald god vind herfra!
|