M&C Derude - Foråret 2005

Som altid var vi klare til vores forårstur til udlandet for at se på duer. Dog skulle denne tur blive en smule anderledes end den plejede at være. I år havde vi nemlig arrangeret turen for vores forening 023 Aalborg. Vi kunne godt tænke os, at vores klubkammerater skulle opleve "suset" fra Belgien og Holland, så klubben havde afsat nogle penge til dette projekt.

I bestyrelsen var vi nemlig blevet enige om at fokusere lidt mere på brevduessportens fremme frem for økonomien. Oftest fokuseres der på penge i brevduesporten - altså hvor billigt alt skal være. Træningerne må ikke koste noget, en stor del af udgiften til kapflyvningsgebyrerne skal helst betales af foreningen, vaccinationerne skal være billige o.s.v. - samtidig med, at man vil have store ærespræmier på alle flyvninger, og at man ikke vil betale ret meget i kontingent. Et regnskab, som oftest ikke hænger sammen økonomisk for klubben og som sjældent giver medlemmerne bedre duer og resultater.
Vi har i stedet valgt at bruge nogle penge på tiltag, som gerne på sigt skulle give hvert enkelt medlem bedre resultater. Det kunne være tiltag som f.eks. besøg af veterinær fra Belgien til at komme med konstruktiv kritik til hvert enkelt medlem om, hvordan man kunne forbedre slag og duers sundhed. Eller at planlægge en sundhedspolitik i klubben i samråd med veterinær. Eller som i dette tilfælde at støtte en rejse til Belgien for at besøge forskellige brevduemænd, så man kan lære om, hvordan man kan blive bedre, få nogle gode diskussioner på rejsen, så man kan få vendt og drejet nogle påstande samt at styrke kammeratskabet i klubben.
Som udgangspunkt var det meningen at alle medlemmer skulle med, men vi vidste godt at det ville være svært at få alle med. Der vil altid være nogle medlemmer, som bliver nødt til at melde fra p.g.a. andre aftaler og desværre måtte en af de tilmeldte melde fra i sidste øjeblik p.g.a. sygdom. Det endte med at vi måtte nøjes med at fylde bussen med 6 personer, men det var nu hurtigt glemt, da vi satte os ind i minibussen og kørte mod syd.

Stemningen var høj og turen til Holland gik meget fint. Snakken gik lystigt for man må indrømme at duefolk er ret gode til at snakke ;-)
Programmet var forsøgt planlagt for at tilfredsstille alles interesser, så vi skulle besøge duefolk med forskellige prioriteringer.

Sidst på eftermiddagen fredag ankom vi i Enter, Holland, hvor vi skulle besøge Herman Beverdam. Beverdam var en professionel brevduemand, som lever af at flyve, avle og sælge duer – og det blev der ikke lagt skjul på. Han havde duer overalt i det store slag i baghaven – og i flere lag!
Nogle kilometer derfra havde han lejet sig ind på en bondegård, hvor ”farmen” lå – en kæmpe staldbygning med endnu flere duer. Synet af alle disse duer overraskede alle danskere!
Først så vi en meget flot samling af langdistanceduer, som han skulle bruge på de klassiske langflyvninger over 800 km. Duerne havde han købt hos Thei Hermans og Brdr. Löwik i 2003 – to kendte langflyvernavne i Holland. I 2003 lavede han så et hold senunger, som fik lov til at gå på farmen hele vinteren. I 2004 stillede han duerne til et flyveslag i hans baghave og begyndte ud på forsommeren at træne duerne. 1 x 60 km og 5 x 160 km – så var de trænet – og så alle 86 duer direkte til Bergerac 945 km. 24 timer efter løsladelsen i Bergerac var 68 duer hjemme på slaget og i løbet af et par dage var alle duer hjemme. Tankevækkende med sådan et resultat efter så få træninger.

Herefter så vi et væld af avlsduer – mange forskellige typer fra mange forskellige afstamninger: Janssen, Flor Engels, Klaas Krom, Jan Huijbregts, Meulemans, Houben o.s.v. Selvfølgelig var vi ikke enige om, hvilke duer vi bedst kunne lide, men vi måtte alle indrømme at alle duer var af høj kvalitet – både afstamningsmæssigt, men så sandelig også fysiskt. Og det var en fryd at se Beverdams engagement og høre hans viden om duerne.
Efter mange timers håndtering af duer endte vi på en lokal snackbar, hvor vi indtog et lækkert måltid – ja, og snakkede lidt mere om duer ;-)

Da klokken var ca. 23 satte vi os i bussen for at køre til Belgien. En tur på et par hundrede km, som alle nød - lige på nær chaufføren - med lukkede øjne og åbne gab. Klokken lidt i 1 ankom vi til Hotel Dennenhof lige i smørhullet nær Antwerpen – og så skulle der soves!
Næste morgen stod vi op og kørte til Westmalle, hvor vi skulle besøge en lille brevduemand, som satsede på mellemdistanceflyvninger. Marcel Wouters havde ikke mange duer. Han fløj med ca. 15 enkemænd og 40 unger. Efter hver sæson satte han ca. 10 unger af de resterende 30 unger ind på enkemandsslaget – meget hård sortering af både unger og gamle duer. Men resultater udeblev ikke – i 2004 havde han den bedste esdue på mellemdistance i hele området Antwerpen – 8. bedst i hele Belgien.

Marcel Wouters havde en lille sjov historie, som fortæller lidt om, at de små justeringer, som man altid gør sig på sit slag gennem årene, ikke partout virker på alle andres slag.
Vest for dueslaget stod der for et par år siden en hæk, som Wouters valgte at fjerne for både at give mere lys og luft, og regnede selvfølgelig med at det ville give flere resultater. Men udfaldet var lige modsat – året efter kom der næsten ingen resultater – der kom simpelthen for meget luft ind på slaget. Allerede samme år plantede Wouters en ny hæk og problemet var løst igen.

Herefter gik det af meget små veje til det næste besøg – vi skulle besøge kompagniskabet Cop-Gijsbrechts i Pulderbos. Stijn Gijsbrechts var til daglig dyelæge, så vi glædede os meget til at høre bl.a. om deres brug af medicin.

Her satsede de også på mellemdistanceflyvningerne og havde haft nogle topresultater de senere år. De gik meget op i duens muskulatur og sundhed, men ikke sundhed fremprovokeret af et væld af medicin – nej tværtimod. Her var vi kommet til en dyrlæge, der gik ind for at bruge så lidt medicin som muligt. Det gjaldt om at have så naturlig en sundhed som muligt. Slaget brugte næsten ingen medicin og heller ingen vidundermidler i form af tilskud og alle mulige biprodukter. Stijn Gijsbrechts mente, at disse produkter kun er fremstillet for at diverse firmaer skulle tjene penge. Han brugte kun korn, grit, picksten og vand. Duens fordøjelse var det allervigtigste for at duen kunne være sund og her spillede grit ifølge dyrlægen en meget vigtig rolle. Der blev givet rent grit dagligt. Vi ville godt nok hellere have hørt om kure, mediciner og bakterier, men dyrlægen ville hellere fortælle om naturlig sundhed, så vi fik nok alle nogle gode erfaringer med derfra.

Over middag kørte vi ned til Kapelle-Op-Den-Bos, hvor vi skulle besøge 2 slag, som begge satsede på de helt lange flyvninger. Faktisk var det den årlige Barcelona flyvning, som betød allermest for begge slag.
Den første var Jan Dons, som bl.a. var formand for langflyverklubben Cureghem. I 2001 var Jan Dons nationalvinder fra Barcelona og havde samtidig den bedste internationale esdue i perioden 1997-2001 fra netop Barcelona.
Duerne kom fra Gorin (via Peersman), Verhellen, Wim Müller, Jan Arden/Van der Wegen (via bl.a. Van Helmond), Herman Brinkman og flere.
Det var et meget stort og kommercielt slag – meget stort, når man tænker på, at den højeste prioritet var en enkelt flyvning om året. Men de helt lange flyvninger er blevet meget populære i Belgien – mange store navne er begyndt at satse på disse flyvninger – selvfølgelig p.g.a. den store sportslige præstation, som det er at vinde disse flyvninger, men nok også p.g.a. asiaternes interesse i duer, som kan præstere topresultater på lange distancer.

Brdr. Desbuquois var vores næste besøg, som lå lige om hjørnet. Disse 2 brødre satsede også hele året på flyvningen fra Barcelona. Deres far havde samme passion, så dette slag havde arbejdet med denne opgave i mange år. Stammen var bygget op af duer fra Huykens-Van Riel, Gorin og Vanbruaenes. I de senere år havde man købt duer fra Emil Matterne, Jan Maes og lavet avlssamarbejde med Erik Limbourg.

15 år i træk havde man haft duer i de nationale resultatlister fra Barcelona og senest i 2004 havde de sendt 90 duer til Barcelona, som alle var hjemme inden for de første 48 timer af flyvetiden.
Duerne på begge langdistanceslag var meget fine – dejlige mørke farver og nogle gode øjne var ens for alle duer. Og slaganlæggene var ligeledes imponerende begge steder. Kæmpeslag – flere efter hinanden – og mange duer. Begge familier havde krævende jobs i dagligdagen – var virksomhedsejere. Tænk sig at passe så mange duer til én flyvning om året – det kræver entusiasme!

Om aftenen kørte vi hjem til hotellet, hvor vi skulle nyde en god middag. Det krævede både vores maver og vores hoveder. Man bliver sulten af at kigge på så mange duer, men man har også brug for at få snakket alle de forskellige indtryk igennem. Ja, det er hårdt at være brevduemand!

Næste morgen forlod vi hotellet for at køre mod Danmark, men vi skulle lige en smut østpå i Belgien til Münsterbilzen, hvor vi skulle besøge Komp. Verherle-Reyskens. Dette ægtepar var begge hver i sær startet, som brevdueholdere i en alder af 16 år. Efter 5 års erfaring med duer blev de begge ramt af Amors pile og fandt sammen både i kærlighed for hinanden og for duerne.
Her blev der satset på de helt korte distancer – og det kunne de finde ud af. Faktisk blev de nationale mestre på sprint i både 2002 og 2003 – altså 2 år i træk, som aldrig var opnået af nogen brevdueholder før. Og for at det ikke skulle være løgn var de nr. 2 i 2001 og nr. 5 i 2004 – ligeledes til de nationale mesterskaber. En helt enestående præstation.
Deres stamme var bygget op omkring duer fra Desmet-Matthijs, Pros Roosen, Houben, Janssen, Meulemans og Hufkens – de kiggede dog ikke så meget på afstamning – her blev der parret bedst med bedst. Stamtavlerne var typisk belgisk – en blanding af alt muligt.
Belgierne kigger ikke meget på stamtavler – her er det resultaterne, der tæller – måske kunne man godt lære lidt?

Efter et par hyggelige timer hos et par meget hyggelige mennesker begyndte vi at køre mod Danmark. Turen gik op igennem Tyskland indtil vi kom syd for Osnabrück – her havde vi planlagt endnu et besøg hos en tysk brevduemand.
Vi skulle besøge Klaus Stieneker, som fløj med duer med sin datter og niece. Duerne kom fra Günther Prange, Gummar Leysen, Koopman, Dick Van Dyck og flere andre.

Klaus Stieneker fløj i en klub, mens datteren og niecen fløj sammen i en anden klub. Grunden til denne opdeling var kommet af, at medlemmerne i Klaus’ klub havde begrundet hans gode resultater med hans beliggenhed – nemlig som det nordligste og østligste slag i denne klub. I stedet for at skabe store problemer havde han i stedet meldt datteren og niecen ind i en anden klub, hvor de så kom til at ligge som det sydligste og vestligste slag i klubben. Og ”desværre” for alle de brevduemænd, som havde brokket sig, blev resultaterne om end endnu bedre ;-)
Mmmmmh, hvor tit taler vi ikke om ”smørhuller”??
Begge slag, som lå placeret lige ved siden af hinanden, fløj hvert år meget stærkt. I 2004 var pigerne blevet nr. 1 til alle klubbens mesterskaber, mens Klaus måtte nøjes med at blive nr. 1 til generalmesterskabet og nr. 3 med unger og etårs duer. I 2002 vandt pigerne den store konkurrence Golden Duif på langdistancen.
Dette besøg var også meget interessant og ikke mindst besøgte vi nogle meget hyggelige mennesker med meget gode duer.
 

Snakken gik lystigt op gennem Tyskland og Danmark med enkelte ”udfald” en gang i mellem – man sover så godt oven på en god duesnak.
Sent søndag aften ankom vi til Aalborg. Vi var alle enige om, at det havde været en kanon tur, som havde sat skub i os til årets sæson. Alle de mange indtryk, alle de spændende samtaler og alt hyggen havde givet os en masse hver i sær, og vi blev enige om, at dette ikke var den sidste duetur i 023.



© Copyright/ansvar M&C Hansen 1998-2016 - Kontakt Os 19