M&C Derude - Foråret 1998

Så var påsken endelig kommet - vi skulle til Belgien og se på duer.
Vores tur til Belgien gik over Tyskland til Luxembourg, hvor vi havde vores første stop. Det var jo en ferietur også, så vi tog til Luxembourg for at se lidt af den lokale kultur nede i Mosel-dalen.

Men vore tanker gik til Belgien, og da vi havde lavet en aftale med en duemand i Lier, tog vi allerede af sted næste dag fredag til Belgien. Vi fik os indlogeret tæt på den by, hvor vi skulle mødes lørdag for at besøge forskellige topslag i lokalområdet. Da vi fredag aften havde spist, kontaktede vi den duemand, som vi skulle mødes med om lørdagen for at få aftalt et mødested, men der ventede os en stor skuffelse. Det viste sig nemlig, at han ikke havde tid (han havde nok glemt vores aftale) og skulle på arbejde. Her havde vi så kørt 1000 kilometer - stod midt i Belgien - og havde pludselig ingen holdepunkter. Vi havde ingen idéer - hvad skulle vi nu?

Det var et par noget slukørede danskere, der næste dag vågnede op til den lørdag, som skulle have været toppen af kransekagen, men vi blev enige om, at vi ikke ville lade os slå ud af det. Så ville vi prøve på egen hånd i det samme område, som vi nu boede i. De lokale måtte da kunne hjælpe? Problemet var bare, at vi ikke kunne blive på det hotel, som vi boede på. Der var en meget stor international udstilling i Antwerpen, som havde trukket så mange mennesker til, at alle hoteller i forstæderne til Antwerpen var helt booket. Så vi måtte sætte os i bilen og kører i sydlig retning væk fra Antwerpen - se efter overnatningsmuligheder - og se efter spændende ting, nu vi var af sted. Og vi kørte og kørte - rundt og rundt - kiggede lidt i en forretning, hvor de solgte reder, fodertrug og andre dueartikler, men det gav os ikke helt den store tilfredsstillelse. Til sidst havde vi kørt helt til Westmalle og dagen var ved at være gået - så tænkte vi, at vi kunne finde et hotel her og se lidt på den ølproduktion, som Westmalle er kendt for. Der var sandelig et hotel og vi bookede os ind selv om det var noget dyrt.

Efter vi havde pakket ud, gik vi ned i restauranten for at få en øl. Vi var noget så skuffede - det var ikke helt til at skjule - her sad vi lørdag eftermiddag kl. 4 i Westmalle og skulle kigge på øl -  vi havde ikke set en eneste due på nært hold og vi skulle hjem dagen efter. Det virkede som en masse kilometer, penge og tid var spildt. Hotelejeren spurgte os, hvad vi skulle i Belgien, og vi fortalte vores sørgelige historie. "Jamen, ligger der ikke en dueforening her i Westmalle?", spurgte han sin kone, og det mente hun da helt sikkert, at der gjorde. Og pludselig så vi en mulighed for at få set nogle duer. Hotelejeren tog lige telefonen og ringede og 5 minutter senere var vi på farten i skarpt trav ca. 500 meter ned ad vejen.

På bagsiden af et hus havde vi fået fortalt, at der skulle være en dør, som var indgang til dueforeningen. Og ganske rigtigt - der var en dør - men der stod intet, der var ingen ringeklokke, ingen vinduer - det lignede allermest en bagindgang til et værksted. "Skal vi?", spurgte vi hinanden og tog i døren. Den var åben - og inden for døren stod et par duekasser.  Vi listede forsigtigt ind og kom ind i et stort rum, hvor der var nogle borde og stole. På væggen var der en stor resultattavle, og vi kunne se, at det var en brevdueforening med ca. 50 medlemmer. I den ene ende af lokalet var der en kæmpe bar og i den anden ende var der pakkeplads. Der var godt nok helt tom for mennesker, bortset fra en gammel kone, som sad midt i lokalet og strikkede. Hun så noget forbavset ud og begyndte at tale til os på flamsk. Vi forstod ikke noget, men efter nogen tid, fik vi forståelsen af, at alle medlemmer kom om en time kl. 18. Vi blev enige om, at vi ville gå en tur for at se på byen og komme tilbage. Nu var det ikke noget problem at tage en gåtur i en lille by - vi øjnede pludselig chancen for at denne tur kunne blive reddet.

Nede i bunden ses pakkepladsen
Klokken 18.05 trådte vi ind i lokalet igen og nu var der gang i foreningen. Der sad vel 30 medlemmer ved bordene og snakkede, men snakken forstummede godt nok noget, da vi trådte ind i lokalet. Vi fik øje på den kone, som vi havde mødt tidligere - hun smilte og sagde et eller andet på flamsk ud i lokalet. Så startede snakken igen og vi satte os forsigtigt i hjørnet af lokalet.

Efter nogen tid begyndte nogle af mændene at tale til os, og vi fik efterhånden en fornuftig snak i gang på en blanding af

Læg mærke til baren ved bagvæggen
engelsk, tysk, flamsk og tegnsprog. Vi fortalte dem vores historie og fortalte dem, at vi nu var interesserede i at købe duer fra nogle af disse mænd. Vi fik hurtigt fortalt, at vi skulle købe duer af den bedste, og der blev peget på en mand på omkring 65 år. I løbet af den næste time udspillede der sig nærmest en scene fra en gangsterfilm - vores spørgsmål og forslag til handel gik gennem flere led, og der blev handlet frem og tilbage. Vi syntes, at denne mand havde en noget fjendtlig holdning, så vi var meget tilbageholdende, men til sidst fik vi da en aftale i hus. Vi skulle mødes hos ham - ca. 1 kilometer væk - næste formiddag for at se duerne komme hjem fra flyvning og for at se på nogle unger, som han havde til salg. Vi var meget lettede - nu skete der noget på vores tur.

Næste formiddag tog vi af sted, og vi blev budt indenfor hos denne duemand. Og alle vore forventninger om en meget professionel tone og et "business"-agtigt møde forsvandt, da vi så duemandens og hans kones glade ansigter. Han havde åbenbart bare været genert og ydmyg i dueforeningen, for vi blev modtaget så varmt og så godt med det helt store kaffebord, da vi kom ind i køkkenet. Her var et væld af forskelligt belgisk chokolade og kager. Så vi satte os ned og prøvede at få en samtale i gang. Det gik nogenlunde, da konen var udmærket til engelsk, og hun fortalte, at de havde ringet efter sønnerne, så vi endnu bedre kunne kommunikere. En halv time senere kom en af sønnerne, så vi kunne få udløb for de mere tekniske spørgsmål.

Lidt senere bad duemanden os om at komme med ud i baghaven. Han havde på tekst-tv set, hvornår duerne var sluppet og havde regnet ud, at de skulle til at være her. Et par minutter senere var vi klar til at modtage duerne - vi stod musestille i det ene hjørne af baghaven - vi ved jo hjemmefra, at nogle duemænd kræver fuldstændig ro i haven, og vi ville i hvert fald ikke være til besvær - men der blev taget roligt og naturligt på tingene - "duerne er jo vant til, at vi færdes i haven", sagde sønnen.

Nogle minutter senere kunne vi se de første duer i luften, og det så ud til, at der var to duer, der slog fra. Duemanden fløjtede - de brugte dommerfløjter - og fløjtede, og duerne slog ned, landede og gik ind. Bagefter "fløj" duemanden ind for at trække gummiringen af og stemple duen. Han så rimelig tilfreds ud, da han igen stod på græsplænen - han mente, at de to duer var godt placeret - og det var da også først nu, at man kunne høre fløjterne fra de andre duemænd i nabolaget. De næste 15 minutter kom duerne hjem, mens vi hyggede os i solen med en sodavand - der var nu dejligt i Belgien!

Her efter gennemgik vi duerne - og det var alle duer - vi fik lov til at se alle de duer vi ville. Det betød ikke noget, om det var flyveduer eller avlsduer

Alle de små rum indeholder 6 redepladser
- vi fik alle dem i hånden, som vi ville se, mens duemanden fortalte og fortalte på flamsk, og sønnen oversatte til engelsk. Nogle af de ting, som vi bed mærke i, var at der ikke var ret mange duer på hvert slag. For det meste var der 3-4 duer i hvert slag, som var beregnet til 6 par. Hver due havde meget luft omkring sig. Duemanden fortalte også, at han sorterede sine duer efter 1. pladser - han vidste at duerne kunne blive nr. 1, så de duer der ikke blev nr. 1 i en sæson, blev sorteret fra efter sæsonen. Og hvis en due havde f.eks. fem 1. pladser, blev den sat i avlsslaget for at sikre den næste generation.

Vi ville gerne købe nogle unger af ham, som lige var klar til at blive taget fra forældrene, så vi kunne flyve med dem, når vi igen kom hjem og skulle starte sæsonen. Vi købte 5 unger, som vi var meget tilfredse med.

Vi fik mere kaffe og chokolade bagefter - der var en dejlig stemning i det lille køkken. Alle 4 sønner var på besøg - de ville gerne lige se, hvad det var for nogle skøre danskere, der havde kørt helt fra Danmark for at besøge deres far. Vi fik også at se nogle af de mange pokaler, som var blevet samlet i løbet af årene. De indgik som en naturlig del af pynten i stuen og i køkkenet - og der var mange! Vi så også lidt på en masse resultatlister, som der var blevet samlet i løbet af årene. Det var rigtig hygge. Vi fik også spurgt, om de var interesseret i at få besøg en anden gang. Et stort smil kom frem i både duemandens og konens ansigt - vi var altid meget velkomne igen.

Søn, duemand og de to heldige danskere
Vi måtte desværre køre mod Danmark til sidst - selv om vi mest af alt havde lyst til at sidde og høre på denne duemands historier i mange timer. Vi fik pakket bilen med de nye duer og satte kursen mod Danmark. Og turen hjem gik godt - rigtig godt - vi var så glade - vi havde jo fået så meget mere ud af den tur end vi havde drømt om. Tænk sig: Her gik alle vore planer i vasken med besøg hos nogle slag i Belgien, hvor vi nok ikke havde fået en due i hånden  - og så fik vi et besøg hos en lokal dueforening med så megen charme og idyl, at det er svært at forklare, og bedst af alt: Vi fik et besøg hos en gammel erfaren duemand i brevduernes hjemland, som ville åbne op for hele sit liv med duerne for os. Det kan ikke måles og forklares - det skal opleves!

Denne tur glemmer vi aldrig - det var en kæmpeoplevelse, som vi ønsker for alle at opleve. Også selv om lydpotten på hjemrejsen røg af midt på den tyske motorvej.



© Copyright/ansvar M&C Hansen 1998-2016 - Kontakt Os 25