M&C Derude - Efteråret 2004

Dette efterår blev igen en spændende tid for os. Vi skulle afsted to gange igen, så det var jo helt perfekt ;-)

Dutch Open 2004:
I foråret meldte vi to unger til Dutch Open i Holland. Et ungeslag, som så mange andre steder, men vi var sikre på, at dette kunne blive noget specielt. Hele arrangementet var nemlig planlagt og arrangeret af duemagasinet "Het Spoor der Kampioenen", familien Eijerkamp og deres ansatte på det fantastiske slaganlæg. Ud over det blev det hele superviseret af det hollandske landsforbund NPO.

Vi sendte 1 unge efter "Jonge Schallie" og "Mirakel Duivin", som kom til at hedde "Firefly" og 1 unge efter "Wilco" og "Tuk", som kom til at hedde "True Season".
Der var i alt tilmeldt 1627 unger fra 18 forskellige lande. 33 unger var der med fra Danmark.

I løbet af sommeren hørte vi ikke så meget til, hvordan det gik dernede, men var selvfølgelig spændt på, om vore unger havde klaret de korte træninger og om de ville være klar til de første officielle træninger først i august. På den første officielle flyvning 4. august kunne vi se, at kun "True Season" var tilbage på slaget efter sommeren "udskejelser". Det var selvfølgelig en lille nedtur, men vi var trods glade for at have en tilbage blandt de resterende 1206 unger.

Og "True Season" klarede sig da også fint gennem de fire officielle træninger inden finalen - bl.a. var den den bedste danske unge på de to sidste træninger.

Vi havde aftalt, at vi ville tage ned til Zutphen, Holland, hvis vi havde nogle unger tilbage, når den store finaledag ville komme. Og selvom det var en onsdag, måtte vi af sted.

Vi ankom kl. 10.30 til Eijerkamps "Pondarosa" på finaledagen. Det var et fantastisk skue - masser af biler, musik og grillos i det store telt, som var placeret midt på grunden og et væld af duefolk fra mange lande.
Vi gik indenfor i teltet - et kæmpetelt - og her myldrede det med mennesker. Op langs begge sider var der boder fra forskellige firmaer, som handlede med due videoer, sputniks, transportkurve, medicin o.s.v. Og der var en kæmpe bar, som solgte mad og drikke. I den ene ende af teltet var der mulighed for at spille på duerne og i den anden ende var der sat en kæmpe storskærm op i venstre side og en scene op i højre side. Og midt i teltet sad folk lige så tæt og snakkede højlydt. Der var en god stemning - alle var spændte på flyvningen. Der var over 3000 mennesker samlet til dette arrangement !!

Vi gik over til "Pondarosa" for at se slagene. Hele dette imponerende trelængede slaganlæg var blevet "inddraget" til dette arrangement, så der havde hele sommeren været 3 slagpassere, som havde passet hver sin afdeling. Hele haven var lukket af, men vi fik mulighed for at se, hvordan der var sat kameraer op, så man kunne følge det hele på storskærmen inde i teltet.

Vejret var helt fantastisk, så da vi havde fået lidt at spise inde i teltet, gik vi udenfor igen - der var fuld sol og ca. 27 grader.
Herfra kunne vi ikke så godt se slaget, men området omkring haven og slagene blev lukket af, da ankomsttidspunktet nærmede sig.
Og vi kunne stadig følge, når duerne ville komme i luften.

Det var meningen at duerne skulle slippes fra Paris, men p.g.a. ringe mulighed for træning før finalen blev duerne kun kørt til Morlincourt (362 km). I stedet havde man for at gøre finalen svær sluppet de 718 finaleunger sammen med 500 andre unger, som skulle knap så langt. Men det varme vejr og den nordøstlige vind var også med til at det blev en meget hård finale.

Duerne var sluppet kl. 8.30 og først kl. 14.48 kom de to første unger. Vi for ind i teltet for at følge duerne. Der var helt stille og folk fulgte med på storskærmen.
En stor jubel brød ud, da den første unge gik ind - der var en fantastisk stemning - og spændingen var på sit højeste.
En supervisor fra NPO og Evert-Jan Eijerkamp hentede duen og tjekkede den. Derefter bragte de den hen foran et af kameraerne og viste det stempel på vingen, som alle finaleunger var blevet udstyret med. Så kunne alle se, at ungen havde været på flyvningen. Først herefter blev vinderen annonceret. Det var en due fra Italien og vinderne hed Eros og Andrea Carboni. De blev straks hentet og så var der "live" interview på "kanalen".
Den anden unge var også gået ind og her blev vinderne ligeledes interviewet og hyldet via kamera til tilskuerne i teltet. Perfekt arrangeret.

Top 5 på flyvningen blev:
1. Team Italian Champions Group, Italien
2. Fam. Jacobs, Holland
3. Comb. Olyerhoek / Liebregts, Holland
4. W. Seltsam, Tyskland
5. H. Zevens, Tyskland.

Desværre var der ingen danske duer helt i toppen, men som altid kan man ikke altid vide sig sikker på ungers resultater.
Dog kom 7 af 10 unger hjem i løbet af dagen og næste dag, så det var jo et flot resultat. 460 unger kom i alt hjem i denne periode ud af 718 unger, så det var en hård flyvning.

De danske præstationer:
64. Lars Kristensen, 93. B & K Madsen, 194. B & K Madsen, 248. D. Nicolaisen, 273. Brdr. Brøbech, 334. Elmer/Bæk og 418. M & C Hansen.

Ja, vores unge kom ikke hjem, som vi havde håbet, men vi var dog glade for at den kom hjem.

Senere på aftenen blev de første 75 unger solgt på auktion i teltet og en uge senere blev de næste 99 unger solgt på online auktion.

Om aftenen var vi fyldte af de mange indtryk fra dagen - det havde været en kanon oplevelse og et kæmpe arrangement.
Selv flere hollandske TV-stationer var til stede for at dække denne kæmpe begivenhed.

14 dage efter, at vi havde været i Holland til Dutch Open, stod den igen på duetur. Ja, det er hårdt at være duemand ;-)

Het Mariman Tur 2004:
Da vi sidste år havde været af sted på Mariman busturen, blev vi enige om, at det havde været en god tur, og at vi ville melde os til igen, hvis muligheden bød sig. Og det gjorde vi så.
Vi tager ofte af sted - ja flere gange årligt - for at besøge duemænd i både Holland og Belgien. Når man rejser en lille flok har man bedre mulighed for at komme tæt på de duefolk, som man besøger - og dermed få en god snak. Det er også vores erfaring, at det er at foretrække, hvis man vil købe duer, eftersom man har større mulighed for at se på duerne i ro og mag og udvælge sig de duer man bedst kan lide. Til gengæld er Marimans busture fremragende ret socialt. Vi har det altid hylemorsomt på disse ture, og desuden får vi os nogle gode duesnakke og fine diskussioner med duefolk fra hele landet. På slagbesøgene kan der være trængt ude hos de forskellige brevduemænd, men man får alligevel et indblik i hvad de forskellige slag indeholder og hvad de står for.

Som sidste år startede vi fra Aalborg kl. "kvart-over-kvalme" og kørte til Vejle, hvor bussen kørte fra kl. 6.30. Kl. 8.00 var der så morgenmad hos Meldgaard i Åbenrå.
Herefter satte vi kurs mod Belgien - og stemning var i top! Som sidste år regnede "runderne" ned gennem bussen og det blev humøret jo ikke ringere af.

Torsdag aften kl. 19.00 ankom vi så til Hotel Malpertus i Riemst, ca. 6-7 km fra Maastricht. Vi spiste en dejlig middag sammen og læskede ganen i god belgisk øl.
Sidst på aftenen havde vi trukket os ind i baren, hvor der bl.a. lå "De Reisduif" (stort belgisk dueblad) på bordet sammen med den daglige avis. Der gik heller ikke længe før et par gutter fra et andet bord kom over til os for at høre om vi havde interesse i at deltage i deres langflyvningsklub. Vi svarede, at vi nok ikke havde de store chancer for at vinde - der er trods alt langt fra Barcelona til Aalborg ;-) Alligevel var det sjovt at tale med ham, og det er da fantastisk at der på en alm. bar sidder flere duemænd blandt stamgæsterne.

Fredag morgen kl. 8.00 kørte bussen mod første besøg. Vi skulle besøge Schots-Romein i byen Haarlen, hvor Rudi Hendrikx havde købt flere duer gennem tiden. Rudi fortalte at næsten alle de duer, som han havde købt her, havde vist fortræffelige resultater i avlen. Schots-Romein er et lille, men stærkt mellemdistance slag. Han flyver med 16 1-års duer og 8 gamle efter det traditionelle enkemandssystem. Duerne bliver sendt hver 14. dag på flyvningerne, som ligger på mellem 400-600 km. Mellem flyvningerne trænes duerne overhovedet ikke. Trods den lille bestand har Schots-Romein haft succes til at opnå store resultater mod stærke modstandere med mange duer. I 2004 har han 5 gange haft 3 duer i top 10 på provencial flyvninger blandt 2-5000 duer.

Næste besøg var hos Roger & Koen Vanmeert i Zelem-Halen. Denne mand og hans søn fløj stærkt på de korte flyvninger med meget få duer. I år havde de haft 7 gamle, 8 1-års og 40 unger på kapflyvningsholdet, som blev brugt hårdt hver uge fra medio marts til medio oktober. De to er virkelig glade for at flyve med duer og flyver alle korte flyvninger. Vi kiggede på hinanden og tænkte på, hvad vores egne koner ville sige til en kapflyvningssæson på 7 måneder!
Dette slag har flere gange været mestre i området, men har også haft succes i de noget større sammenhænge. Bl.a. ved at fremavle moderen "Pareltje" til 2. bedste esdue på sprint i Belgien 2002 "Zizou", som fløj hos Verherle-Reyskens.

Efter en tiltrængt frokost kørte vi videre til dagens sidste besøg hos Jos Das i Meldert-Lummen. Dette slag så vi meget frem til at besøge, da vi havde hørt, at de fortrinsvis havde hvide og skimlede duer.
Jos Das satser mest på ungeflyvninger, men har også gode resultater med gamle duer. Indenfor de sidste 8 år har han haft hele 7 provencial vindere og er hvert år i top til klubmesterskaberne.
Jos Das blev i år også nationalvinder fra Bourges i alt ud af 67896 deltagende duer.
Sikke duer. I vore øjne var de fremragende. Silkebløde duer med gode øjne, klogt udtryk og super velbyggede. De var virkelig et studie værd og Jos Das fik da også de fleste af de danske gæster til at spærre øjnene op.

Herefter kørte vi til Antwerpen området, hvor vi skulle overnatte på hotel Dennenhof i Braaschaat. Denne aften var der også gallamiddag med stor lækker buffet for alle deltagere.
Vi havde en sjov og fornøjelig fest med et par friske tjenere. Den kvindelige tjener viste både for og bag, men til stor ærgrelse for dele af selskabet var den mandlige tjener nok nemmest at få med hjem på hotelværelset.

Næste morgen kørte vi - de fleste lidt klatøjede - ud til Dirk Van Dyck i Zandhoven. Det var et besøg, som vi havde glædet os meget til - måske fik vi mulighed for at se den berømte "De Kannibaal", som blev 1. esdue nationalt i Belgien i 1997. Denne due er blevet verdensberømt, selvfølgelig for gode resultater, men også fordi at den er bedstefar til "Kleine Dirk", superstjernen hos C. & G. Koopman i Holland.
Hos Van Dyck er næsten hele bestanden bygget op omkring faderen "De Rambo" og de to sønner "De Bourges" og "De Kannibaal", og vi fik at se en del børn og børnebørn af dem. Duerne var ikke specielt velbyggede, men udviste stort temperament og intelligens. Desværre fik vi ikke lov til at håndtere "De Kannibaal", da Van Dyck gerne ville skåne duen - forståeligt nok når der kommer så mange mennesker på besøg.

Så kørte vi ud til Louis Van Der Wielen i Boortmeerbeek. Dette slag flyver helt i top på alle flyvninger fra 100-1000 km. Ofte ser man, at slag der flyver både en-dagsflyvninger og to-dagsflyvninger har forskellige type duer til de forskellige opgaver, men på dette slag er det de samme duer, som flyver både de korte flyvninger og de helt lange. Dette var spændende. Vi spurgte Louis, om han delte duerne op i forskellige rum, så han på den måde kunne fodre forskelligt og have forskellige systemer at flyve dem efter. Det blev der svaret nej til. Duerne gik i de samme rum og fik den samme behandling. Imponerende. 6 gange siden 1988 har Louis Van Der Wielen været generalmester i Limburg udad 12000 medlemmer. En sjov detalje på Louis's slag var i enkehunslaget. Her gik en hane på gulvet. Dens opgave var at jage enkehunnerne op i reolen, såfremt de begyndte at interessere sig for hinanden. Det virkede fint, dog fortalte Louis at ikke alle haner duede til opgaven.

Så gik turen til Jozef De Wilder i St. Katelijne-Wawer. Dette er altid turen højdepunkt på grund af Jef og Annies fantastiske gæstfrihed. De to var glade for vores besøg og sammen med god hjælp af hele familien havde de arrangeret en flot grillbuffet lige midt i haven foran dueslaget. Det var meget hyggeligt - der var mulighed for at kigge duer - og her fik vi lov til at se alle duer - og der var mulighed for at sidde og hyggesnakke i haven. Og stemningen var høj!
Jef De Wilder havde haft en meget fin sæson i år - bl.a. blev en søn direkte af "De Slab" - Jef's stamhan nr. 1 - den 19. bedste esdue i Belgien på mellemdistancen.

Efter en meget hyggelig eftermiddag hos De Wilder, kørte vi tilbage til hotellet, hvor aftenen var til egen disposition. Der var mulighed for at tage ind til Antwerpen for at se på lamper (mest røde), men de fleste blev godt nok tilbage på hotellet - trætheden havde så småt sænket sig over forsamlingen. Vi benyttede os af muligheden for at få den belgiske specialitet "spareribs ad libitum" - det kan godt anbefales!

Næste morgen fik vi pakket bussen og drog af sted til Danmark. Hjemturen gik rigtigt godt - vi var noget trætte - men stemningen var stadig høj. Ja, vi har det altså sjovt på disse ture.

Hvis vi skal drage en konklusion, som kan lære os noget i Danmark, må det være at holde fokus på belgiernes måde at holde duer på:
1. Meget få duer. I hvert rum sidder der kun få duer, og der er oftest tomme reder.
2. Duerne bliver ikke brugt særligt hårdt. Duerne trænes ikke så meget inden og i sæsonen. Og de sendes kun, når de er absolut topform.
3. Sorteringen er meget streng! Kun duer med fremragende resultater overlever til næste sæson. Der gives ingen chancer til gamle duer.

Dette års tur var igen en succes. Tak til de ansvarlige for turen, der gjorde turen til en stor oplevelse for alle.



© Copyright/ansvar M&C Hansen 1998-2016 - Kontakt Os 10