M&C Derude - Efteråret 2001

Tiden var kommet: Vi skulle af sted til Holland igen.
Vi havde besluttet at tage en lille efterårstur ned til Holland for at besøge vore gode venner.
Siden vi besøgte dem sidst, havde vi fulgt hinandens resultater og holdt kontakten ved lige, så vi glædede os meget til at se de to brødre igen.

Vi tog af sted fredag morgen kl. 6. Turen gik fantastisk godt, næsten tomme motorveje i Danmark, næsten ingen kø i Tyskland og stor forventning gennem Holland.

Vi indlogerede os på samme hotel som sidste gang, da det ligger kun 5 min. kørsel fra de to brødre. Perfekt - vi var klare til nye eventyr.

Brødrene havde - som sædvanligt - dækket et herligt middagsbord til os. De forkæler os rigtigt.

2 x 2 brødre - samlet igen

Det var dejligt at sidde her i køkkenet igen - maden smagte dejligt og gode duer gik på omgang mellem os. Vi fik en god snak om vore oplevelser i løbet af sæsonen. Der var en super stemning - jeg tror faktisk at vi alle fire havde set frem til dette møde med stor forventning.

De var utroligt glade for at høre, at vi havde haft en rigtig god sæson. De havde ikke selv haft nogen specielt god sæson i år p.g.a. den uro og de problemer som mund- og klovsygen havde skabt for alle i Holland og Belgien. Ydermere havde naboen lagt nyt tag på huset. Det havde fået brødrene til at flyve deres duer naturligt, da de var bange for at enkemændene/hunnerne ville blive for nervøse ved hjemkomst. I følge dem selv var de ikke så gode til at flyve med naturlige duer.

Vi havde taget et par af vores gode duevenner med, da de også havde haft positive oplevelser med duerne fra de to brødre. Så vi så alle duerne igen. Det er så dejligt at besøge duemænd, som ikke føler sig for stor til at vise alle duer - vi kunne se alle duer. Vi købte jo 8 unger, da vi besøgte dem i foråret, så det var utroligt spændende for os at komme ned og høre om de helsøskende, som brødrene selv havde. Vi var også meget spændte på at høre om de søskende havde haft nogle resultater.

Vi så lidt på pokaler
Og vores egne bedømmelser af vores unger havde holdt stik - vi havde ramt rigtigt. De 3 unger, som vi havde sat i avlsslaget for 1 måned siden, var søskende til nogle meget fine flyveduer hos de to brødre. Så nu er vi meget spændte på, hvordan de kommer til at klare sig på avlsslaget.

Egentlig havde både vi og vores danske venner sat næsen op efter at købe nogle duer med hjem, men der var helt lukket - næste år sæson var planlagt - så der var ikke noget at gøre. Det må man bare respektere og beundre - der gik ikke nogle duer på slaget, som kunne undværes. Selv ikke for mange penge.

Vi havde en rigtig fin dag sammen - og vi blev hele dagen vartet op med mad og drikke, kaffe og kage, og selvfølgelig mange gode duehistorier.

Om aftenen hyggede vi os i baren på hotellet. Vi gik ikke sent i seng, da vi skulle tidligt op dagen efter.

Dagen efter stod vi tidligt op - vi skulle køre 120 km. ned til en anden duemand, som vi havde en aftale med - og vi glædede os meget. Det var et af de helt store dueslag i Holland med mange proventiale og nationale vinderduer. Turen gik fint, og vi fandt byen, men vi kunne ikke finde dueslaget. Duemanden var utrolig flink, og vi aftalte, at han skulle komme og hente os i byen, da det kunne være lidt svært at finde. Han kom på vores mødested og vi kørte efter ham ud på landet uden for byen. Huset lå helt perfekt med store åbne marker foran huset og dueslaget. Fantastisk sted.

Vi blev ført ind i en bygning, som kun var beregnet til besøg. Der var diplomer på væggene, og det var utroligt flot. Vi kom ind i et køkken som blev brugt til, når der kom besøg fra hele verden. Duemanden havde lagt 4-5 resultatlister på bordet, hvor hans duer havde vundet af 10-12000 duer. Helt fantastisk!
Han hentede nogle af hans duer - de duer, som vi havde set på listerne - meget, meget fine enkehunner. Duerne var i meget fin orden og det var utroligt at sidde her med flere vindere af meget høj karat.

Vi fik en god snak om de forskellige ting, som denne duemand anså for vigtige. Han var meget åben og gav mange tips.

Hyggelig snak i duekøkkenet
Det var et meget stort foretagende - fuldprofessionelt - duemanden havde lige været på tur i Taiwan for at markedsføre sig selv!! Det er ikke så mange, der har mulighed for det, men han havde solgt mange duer til Taiwan. Han fortalte mange historier fra Taiwan - der er de endnu mere professionelle - der er utroligt mange penge i brevduesport i Taiwan, så der er mulighed for at have mange ansatte og bruge utroligt mange penge på indkøb af nye duer - f.eks. i Holland.

Duemanden havde også nogle unger efter avlsduerne til at gå, men de var allerede tilbudt til Taiwan, så der var desværre ikke mulighed for at købe nogle. Her var der ellers mulighed for at bruge en masse penge :-)

Duemanden havde en anden aftale først på eftermiddagen, så vi besluttede os for at køre hjem til hotellet igen.
Det havde været et fint besøg, hvor vi også fik at se, hvordan man kan dyrke brevduesporten på professionelt plan.

Om aftenen var vi inde i midtbyen, hvor den stod på Spareribs ad libitum. Det var godt :-)

Næste morgen skulle vi lige på besøg hos vores hollandske venner inden vi igen skulle til Danmark. De to brødre havde insisteret på at de ville give os noget mad, når nu vi skulle køre så længe. Fantastisk gavmildhed :-)

Vi fik snakket lidt duer - bl.a. forhåndsbestilte vi unger efter deres avlsduer til foråret - så havde vi igen mulighed for at købe. Vi lånte også en masse videofilm om brevduemænd i Belgien og Holland.

Vi takkede igen af for et meget fint besøg hos de to brødre. Igen havde de åbnet deres hjem for os med utrolig stor gavmildhed.

Turen hjem til Danmark gik fint - vi havde igen en masse ting at snakke om - en masse indtryk fra dette dejlige land. Lydpotten holdt igen.......


© Copyright/ansvar M&C Hansen 1998-2022 - Kontakt Os 4