Lige på grænsen - del 3

Efter en meget kort tur gennem Reusel forbi de klassiske hollandske rødstenshuse – lidt mere vest på i byen – ind i et pænt kvarter og til et pragtfuldt eksemplar af Abernes skræk (”Araucaria Araucana”, hvis nogen skulle være i tvivl) – parkerer vi ved Brdr. Borgmans. (I samme anledning som vi havde aftalt besøg hos De Klak, fik vi også aftalt et møde med Brdr. Borgmans – De Klaks nevøer.)

Marcel og Janus Borgmans, som begge er i den gode ende af 60’erne, er i hopla og taler veltilfredse om duerne i flere timer – nærmest uden ophold, kun afbrudt når der bliver sippet af kaffen – selvfølgelig med mælk og sukker.
Vi kan godt mærke at brødrene nærer ufattelig stor respekt over for deres onkel Jos De Klak – samtalerne drejer sig ofte om, hvordan han gjorde og hvad han sagde – og om de oplevelser som han havde med duerne. Det er skønt at lytte til de mange minder og oplevelser som de to har haft med deres elskede onkel. Mange spændende historier fra kapflyvninger bliver fortalt lystigt.
Selvfølgelig kan de også li’ at fortælle om deres egne resultater – de mange flotte billeder på væggene fra Peter van Ramsdonck bevidner at de selv har opnået mange fremragende resultater.

Brdr. Borgmans har bygget deres bestand op af 100% Jos De Klak duer fra deres onkel. De har flere gange forsøgt sig med Janssen duer fra andre slag, men har altid fundet dem mangelfulde i forhold til deres egen og onkelens bestand. Til gengæld har de altid haft mulighed for at få det bedste af det bedste fra deres onkel - og visa versa. 7 af duerne, som blev solgt på Jos De Klaks ophørsauktion var fra brødrene af deres allerbedste par. I dag har de 21 par avlsduer - selvfølgelig en pragtfuld samling af De Klak duer - og 33 enkemænd – de 16 hanner bruges på kort- og mellemdistance og de resterende 17 hanner bruges på endags-langflyvninger.
De har været medlemmer af den samme klub ”De Luchtbode” i Reusel altid – en klub med ca. 50 medlemmer inden for 3 km i radius – beliggende i en region på 60 km i radius med 3500 medlemmer.

Det kan være svært for Brdr. Borgmans at svare på hvilken due, der har været deres allerbedste, når de har haft 7 flotte nationalvindere, men de er nok alligevel enige om, at ”De 25” – Nationalvinder fra Montlucon 14.326 duer - har en speciel plads i deres hjerter. En fantastisk flyvning og en fantastisk due.

Præsentation af nogle af stjernerne:
 


NL92-0049525 ”De 25”
1.Nat/14326 Montlucon, 3.Nat/7055, 19/9257 (3/266), 21/7302 (1/206) m.m.
Ligeledes topavler – f.eks. far til fast mage til De Klaks topdue ”De 613”
 


NL94-9426019 ”Lichte uit Dikke”
1/717, 1/653, 1/331, 1/234, 2/846 m.m.
 


NL98-9885826 ”Bleekoger van de 61”
1.Nat/7971, 2/1145, 15/1483, 40.Nat/10796 m.m.
 


NL01-0174649 ”Autoduif”
1.Nat/13110, 23/1260 m.m.



© Copyright/ansvar M&C Hansen 1998-2022 - Kontakt Os 2